Endnu en bizar MMA-kamp har fundet sted i Østeuropa, hvor en 50-årig mor slog sin søns 19-årige ekskæreste i gulvet.
Hvis man som mor ikke er vild med sønnens ekskæreste, er der flere måder at vise det på. Blandt andet kan man udfordre hende til en MMA-kamp, og derefter slå hende i gulvet.
Netop dette skete i en kamp ved Clout MMA's Halloween-begivenhed i Plock i Polen.
Det er meget normalt, at der i kampsport er ondt blod mellem to kæmpere. Det ser man både i MMA og boksning, men det er sjældent i samme omfang som dette. I kampen stod Małgorzata Zwierzyńska nemlig overfor sin søns ekskæreste, Nikola Alokin.
Zwierzyńska, der også er kendt som Goha Magical, er en populær karakter på TikTok. Her laver hun videoer med sin søn 'Daniel Magical'.
I kampen slog Zwierzyńska sin 19-årige tidligere svigerdatter i gulvet allerede i første runde. Det lykkedes dog Alokin at rejse sig op igen, men kun to runder inde var det hele slut. Det skyldes, at Alokin nægtede at fortsætte kampen.
På de sociale medier har videoer fra kampen spredt sig som en steppebrand. Flere har naturligvis også givet deres mening til kende om den polske MMA-kamp.
"Tal om at tage 'Mama Bear' til et helt nyt niveau! Denne 50-årige mor har lige forvandlet MMA-ringen til en forældreklasse. Lektion 1: Lad være med at rode med hendes unge, ellers får du mere end en time-out. Det er, hvad jeg kalder en familieaffære med en punchline," skrev en bruger.
"Hahahaha. Det her er hævn. Intet andet. Synden sendte hende i det ærinde", skrev en anden.
"Du skal aldrig lægge dig ud med en mor, efter du har knust hendes barns hjerte," lød det fra en fjerde.