Nu har Magnus Cort skrevet under

Foto: Stuart Franklin/Getty Images

Magnus Cort er på vej til et nyt hold. Nu skulle den danske cykelstjerne angiveligt have underskrevet sin kontrakt.

I slutningen af maj blev Magnus Cort sat i forbindelse med et skifte til Uno-X. Denne rapport kom fra den anerkendte La Gazzetta dello Sport-journalist Ciro Scognamiglio.

Der har ikke været noget officielt meldt ud om dette endnu. Det lyder dog, at han skulle have underskrevet sin kontrakt med Uno-X.

Sådan lyder det fra norske Discovery.

Tilbage i maj forsøgte Feltet.dk at få Uno-X-boss Jens Haugland i tale. Det lykkedes dog ikke, da han ikke ønskede at kommentere på rygterne.

Heller ikke denne gang har Uno-X ønsket at kommentere på rygterne. Den danske cykelrytter har heller ikke selv ønsket at kommentere på, at han skulle være på vej til Uno-X.

“Jeg tror, at der er flere hold, som er interesseret i mig, men jeg har ingen yderligere kommentarer,” sagde Cort til Discovery under Giro d’Italia.

Den 30-årige dansker har kontrakt med EF Education – EasyPost, men denne udløber i udgangen af i år. Derfor har der været forlydender om, at han er på vej til et nyt hold.

Han har kørt for det amerikanske hold, siden han skiftede til dem tilbage i 2020. Inden da kørte han for Astana.

Ender det med, at han skifter til Uno-X, vil det medføre et farvel til WorldTouren for den 30-årige dansker. Han har ellers været en del af WorldTouren siden 2015.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024