Vreden løb af med den 17-årige stormester.
Den 17-årige skakstormester Christopher Yoo er blevet anholdt efter at have slået en kvinde, der havde filmet hans nederlag, i ryggen under USA's Skakmesterskab i St. Louis.
Fjernet fra turneringen
Episoden skete efter et følelsesladet nederlag til den forsvarende mester, GM Fabiano Caruana, hvilket fik Yoo til at reagere voldsomt.
Hans vrede blev fanget på video, hvor han rev sin scoreseddel i stykker. Efterfølgende forlod han lokalet, hvor han ifølge anklagerne ramte en kvindelig videograf.
St. Louis Chess Club reagerede hurtigt på hændelsen og fjernede straks Yoo fra turneringen, hvor han kun havde opnået ét point i sine første fem kampe. Klubben udtalte i følge Mirror:
"St. Louis Chess Club sørgede øjeblikkeligt for assistance til videografen og kontaktede politiet. Hoveddommer Chris Bird udviste Yoo fra turneringen på grund af grove overtrædelser af vores adfærdskodeks og US Chess' sikkerhedspolitik."
Ville ønske det kunne gøres om
Yoo er blevet diskvalificeret fra turneringen, og alle spillere, der skulle have mødt ham, har fået en bye. Klubben har også bannet Yoo fra deres faciliteter, mens hans resultater er blevet fjernet fra turneringsregistreringen.
I en udtalelse har Yoo undskyldt for sin handling og forklaret, at han mistede besindelsen efter nederlaget:
"Jeg er virkelig ked af, at jeg slog videografen. Jeg var skuffet over at tabe til Caruana og mit temperament løb af med mig. Det er ingen undskyldning, og jeg ved, det var en alvorlig fejl. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om, men det kan jeg ikke."
Yoo er blevet sigtet for overfald, efter at have ramt den 24-årige kvinde. Efter anholdelsen blev han overdraget til sine forældres varetægt, og sagen vil nu blive behandlet i det amerikanske ungdomsretssystem.
Yoo har siden udtrykt dyb fortrydelse og lovet at lære af episoden:
"Jeg lover, at dette aldrig vil ske igen, og jeg håber, videografen er okay. Jeg accepterer konsekvenserne af mine handlinger."