gettyimages 1483305669

Tadej Pogacar skal kun køre løb to gange inden Tour de France

Cyklingjun. 03 2023, 15:08
Tadej Pogačar skal kun køre løb to gange, inden han stiller op til Tour de France, der begynder om blot fire uger.
Slovenske Tadej Pogačar er fortsat ved at komme sig, efter at have brækket sit håndled under Liège-Bastogne-Liège.
På grund af skaden, skal han kun køre to løb, inden han stiller klar til Tour de France. Han deltager i det slovenske mesterskab forud for Touren, hvor han deltager i landevejsløbet samt den individuelle tidskørsel.
Det skriver Cycling Weekly.
Pogačar havde oprindeligt planer om at deltage i Tour of Slovenia, men dette er blevet droppet. Det skyldes, at han ikke har været i stand til at træne på landevejen i den seneste måned.
"Jeg passer på hver dag. Hver dag får jeg det bedre, og har ikke smerter i kroppen. Håndleddet bliver bedre for hver dag. Jeg har mere og mere bevægelighed," sagde han på et pressemøde fredag.
"Jeg har trænet ret godt indtil nu med hjemmetræner og løb. Jeg starter i denne uge på vejen. Min form er ikke så dårlig, som jeg troede, den ville være."
"Normalt kan jeg rigtig godt lide at have et løb før et vigtigt løb. Men en Grand Tour består af 21 etaper, og nogle gange er det godt at være lidt mere frisk. Jeg skal kun køre de nationale mesterskaber."
Efter at have vundet både Flandern Rundt, Amstel Gold Race og La Flèche Wallonne, styrtede Pogačar i Liège-Bastogne-Liège i april, og har ikke kørt siden.
UAE Team Emirates-rytteren er i øjeblikket på træningslejr i Sierra Nevada i Spanien, hvor han vil være sammen med sine holdkammerater indtil 11. juni.
Han vil derefter rejse til Frankrig for at se nærmere på et par Tour-etaper, inden han rejser videre til endnu en træningslejr i Sestriere i Italien.
Mest læste