Grand Slam-vinder udelukket i 18 måneder efter brud på dopingregler

Max Purcell er ikke længere blot et navn på ATP-ranglisten. Han er nu også en del af et voksende kapitel i tennisens dopinghistorie – et kapitel, der rejser spørgsmål om både regler og retfærdighed.

Den australske doublespecialist, som løftede trofæet ved US Open i september 2024, har modtaget 18 måneders karantæne for en ellers uskyldigt udseende handling i form af to intravenøse vitamintilførsler.

Men det er ikke mængden af vitaminerne, der udløser sanktionen – det er metoden.

Verdens antidopingregler forbyder infusioner på over 100 milliliter inden for 12 timer, medmindre de er medicinsk nødvendige og dokumenteret.

Purcells behandling oversteg denne grænse og blev ikke meldt ind rettidigt. Resultatet er nu kommet i form af en karantæne, der ifølge TV2 udelukker ham fra touren frem til juni 2026.

På papiret ligner sagen en klassisk overtrædelse, men i tenniskredse vækker dommen opsigt, ikke mindst på grund af dens længde.

I månederne op til afgørelsen har sporten været præget af markante dopingsager med helt andre konsekvenser.

Jannik Sinner og Iga Świątek slap henholdsvis med tre og én måneds udelukkelse trods positive tests for forbudte stoffer. Det har skabt en storm blandt spillerne.

For eksempel udtalte Vasek Pospisil, tidligere Wimbledon-vinder og medstifter af spillernes fagforening PTPA, at systemet virker vilkårligt og uigennemskueligt.

Og det er netop i den sammenhæng, at flere eksperter har påpeget, at økonomiske og juridiske ressourcer i stigende grad afgør længden på en karantæne.

Mens Sinner hyrede et internationalt topfirma til sin sag, må mindre navne som Purcell ofte acceptere straffen uden dyre modtræk.

Purcell, der tidligere har været rangeret som nummer 40 i single og top-10 i double, har ikke protesteret mod afgørelsen, men anerkendt sin fejl.

Det giver et billede af en spiller, som hverken er dopet eller forsøger at snyde – men snarere er fanget i en gråzone, som mange atleter frygter at havne i.

Den type sager sætter fokus på den såkaldte “strict liability”-praksis, hvor atleter selv bærer det fulde ansvar, uanset intentionen.

Og netop dét princip har skabt debat i hele tennisverdenen, da flere spillere og eksperter mener, at systemet enten skal gentænkes eller i det mindste gøres mere gennemskueligt.

At karantæner som Purcells bliver set som nødvendige, fordi de viser konsekvens – men også som potentielt uretfærdige, fordi de ikke tager nok højde for omstændighederne.

Purcell må nu tage et ufrivilligt ophold fra professionel tennis, og imens vil diskussionen om antidopingreglerne givetvis blot vokse.