Onsdag vandt Holger Rune over Novak Djokovic i kvartfinalen ved Italian Open. Efter kampen indrømmede serberen, at Rune ganske enkelt var bedst.
20-årige Holger Rune sikrede sig onsdag eftermiddag en plads i semifinalen ved Italian Open. Det gjorde han med en sejr over serbiske Novak Djokovic i tre sæt.
På et pressemøde efter kampen, havde tennislegenden ingen problemer med at indrømme, at den unge dansker spillede bedst.
"Han spillede for godt til mig i dag (onsdag, red.). Jeg startede dårligt i tredje sæt, og det var dér, at kampen knækkede lidt for mig.
Holger fortjente at vinde, for han var bare bedre," sagde Djokovic.
Han roste også Rune for sin evne til at læse spillet rigtig godt. Ydermere kan den unge dansker nu bryste sig af at være blevet beskrevet som talentfuld af verdens nr. 1.
"Holger er meget hurtig, og han læser spillet virkelig godt. Og så er han en talentfuld spiller," sagde han.
Derudover fik han de fremmødte journalister til at bryde ud i latter, da han ifølge ATP's hjemmeside blev spurgt til, hvilke råd han havde til Rune.
Tilsyneladende mente han dog ikke, at han havde noget at bidrage med i denne forbindelse. Derimod lød det, at han måske burde tage imod råd fra den fremadstormende dansker.
"Jamen, jeg skulle måske spørge ham lidt til råds, for nu har han jo slået mig to gange ud af tre forsøg. Holger spiller fantastisk, og når han først kommer i gang, er det svært at stoppe ham," sagde han.
Rune spiller sin semifinale mod norske Casper Ruud lørdag. Indtil videre er kampen skemalagt til kl. 13.00.