Bjarne Riis vækker opsigt med udtalelse om Vingegaard-dilemma
Da Jonas Vingegaard forlod Paris-Nice med en brækket arm, virkede det i første omgang som et uheld, man kunne sætte en overskuelig diagnose på.
Men da han senere selv afslørede, at han også havde pådraget sig en hjernerystelse, kom sagen i et nyt og langt mere komplekst lys. Ikke mindst fordi han – ifølge egne ord – kørte over 80 kilometer efter styrtet med symptomer som svimmelhed, kvalme og ekstrem træthed.
En situation, der nu vækker debat om procedurerne i professionel cykelsport, hvor tiden sjældent tillader dybdegående lægefaglige vurderinger midt i et løb.
Bjarne Riis, tidligere Tour-vinder og mangeårig holdleder, kender dynamikken indefra og lægger ikke skjul på, at sportens struktur i sig selv skaber en risikabel gråzone.
Feltet er væk
I samtale med B.T. forklarer han, at cykelsportens natur simpelthen ikke efterlader plads til grundige undersøgelser i kampens hede.
- Hvis man stopper og bruger den tid, der skal til, er feltet væk, lyder det fra Riis, som kalder det for et dilemma, man i praksis ofte ikke kan løse tilfredsstillende.
Det er i de afgørende sekunder efter et styrt, at ryttere, sportsdirektører og læger skal træffe svære beslutninger. Hvad der for udenforstående kan virke som en klar sag – nemlig at tage rytteren ud og få ham undersøgt – bliver i virkeligheden en balancegang mellem sundhed, instinkt og sportslige ambitioner.
Både holdets personale og rytterne selv er drevet af en stærk refleks: videre, op på cyklen, tilbage i løbet. Derfor kan selv alvorlige symptomer blive overset eller ignoreret, simpelthen fordi adrenalin og konkurrenceiver overskygger rationel omtanke.
Hvad kan man gøre?
Riis stiller det næsten umulige spørgsmål: Hvad gør man i Tour de France, hvis en rytter styrter og slår hovedet, men stadig er ved bevidsthed og i stand til at cykle?
Skal man tage ham ud af løbet for en sikkerheds skyld, velvidende at det kan koste en samlet sejr eller en gul trøje? Spørgsmålet er ikke kun hypotetisk. Det handler om, hvordan en hel sportsgren håndterer en af de mest usynlige og samtidig farlige skader, man kan pådrage sig.
En hjernerystelse kan nemlig være svær at diagnosticere uden de rette forhold. Det kræver ro, tid og faglighed – noget, der sjældent er til stede midt på en fransk landevej i et cykelløb.
Riis peger på, at det ikke nødvendigvis er udtryk for ligegyldighed, men snarere sportens egen logik og hastighed, der gør situationen næsten uløselig.
