Magnus Cort: Det handler ikke om at slå Mads Pedersen
Nord for polarcirklen falder tempoet. Det giver plads til refleksion – og nogle klare holdninger til, hvad der virker og ikke virker i feltet.
Mens mange cykelryttere er i gang med forberedelserne til brostenssæsonen, har Magnus Cort valgt en anderledes rute: Nordpå til Bodø for at lade op.
Læs mere
I selskab med sin kæreste og med udsigt til sneklædte fjelde bruger han dagene efter Milano-Sanremo til at koble af – fysisk og mentalt.
Med en sjetteplads i bagagen og bedste dansker på resultatlisten kunne man tro, at Cort nød en særlig tilfredsstillelse over at have slået Mads Pedersen. Men det er langt fra tilfældet.
Flere spurgte mig bagefter, om det var ekstra fedt at slå Mads, skriver Cort i sin faste klumme på Feltet.dk.
Svaret er klart: nej. Han tænker ikke i nationale hierarkier, men i sin egen udvikling. Placeringen betyder noget – ikke nationaliteten på dem, han slår.
En international horisont
Det er en moden tilgang, som er født af at have befundet sig i det professionelle felt i ti år.
Cort fremhæver, at han langt hellere ville have set Mads tage fjerdepladsen – bare han selv blev på sjette – fordi Trek havde kørt aktivt og fortjent det.
Han nævner, hvordan mediernes dækning af nationale dueller ofte farver folks opfattelse. Han mener, at virkeligheden forvanskes af overskrifter og fejlcitater – noget han selv har mærket, da en kommentar under Tour de France blev misforstået, hvilket næsten kostede ham sin plads på holdet.
Det er ikke misundelse, der driver Cort – det er ønsket om at udvikle sig og levere stabile præstationer. Og det har han gjort med topresultater i år i både Strade Bianche og Sanremo.
En ny regel og gamle problemer
Mens personlige resultater fylder positivt, vækker UCI’s ændringer af reglerne for forplejning under løb til gengæld frustration.
De nye faste feedzones skaber ifølge Cort mere kaos end klarhed.
Hvor holdene tidligere kunne placere deres folk strategisk rundt omkring på ruten, er der nu faste zoner for hver 30-40 kilometer – og det fungerer ikke altid efter hensigten.
- Det er blevet farligere, mener Cort.
Når 150 ryttere samtidig forsøger at hente dunke på højre side af vejen i høj fart, bliver det et spil på millimeter – med risiko for styrt og kaos.
På mindre hold som UNO-X er det en ekstra udfordring, fordi deres personale ikke har samme kapacitet til at dække alle zoner som de store mandskaber.
Han mistænker, at UCI måske har ladet sig inspirere af deres eget VM, hvor forplejningen også var præget af forvirring.
Hvis dét er modellen, der skal rulles ud til alle løb, lover det ikke godt for sikkerheden – eller rytternes mulighed for at få den nødvendige energi i rette tid.
