Magnus Cort og resten af Uno-X Mobility-holdet befinder sig i et limbo.
Det norske ProTeam, der de seneste to år har kørt med i verdens største cykelløb, venter fortsat på at få afklaret, om de får et wildcard til sommerens Tour de France. Og selvom holdet har leveret stærkt i foråret, er tålmodigheden ved at være tyndslidt.
Traditionen tro uddeler Tour-arrangøren ASO deres wildcards i januar eller februar, men kalenderen siger nu 25. marts – og endnu er intet meldt ud.
- Det er jo en lang ventetid. Vi er ikke nået dertil, hvor det ændrer noget for vores tilgang, men jeg ville da gerne have svar i morgen, siger Magnus Cort til TV 2 Sport.
Uno-X befinder sig i hård konkurrence med særligt to andre ProTeams om de eftertragtede pladser: franske TotalEnergies og det schweiziske Tudor-hold.
Lotto og Israel-Premier Tech er allerede sikret deltagelse via deres placeringer som de to bedste ProTeams i 2024, hvilket betyder, at kun to wildcards står tilbage – medmindre der sker noget helt ekstraordinært.
Og det er netop, hvad mange nu spekulerer i.
Da ASO stadig ikke har meldt noget ud, florerer rygter om, at der kunne være en ændring på vej – eksempelvis en ekstra wildcard-plads, der vil bringe antallet af deltagende hold op på 23 og potentielt bane vejen for både Uno-X og konkurrenterne. Cort er ikke afvisende:
- Det vil jeg jo være glad for, fordi så er jeg ret sikker på, at vi vil komme med. For mig vil det være perfekt.
Men han anerkender også dilemmaet:
- Omvendt forstår jeg godt, at man har forsøgt at reducere feltets størrelse. Det har haft en positiv indvirkning på sikkerheden, og derfor vil det være et lille skridt baglæns på den front.
Uno-X har dog gjort alt, hvad de kan for at overbevise ASO om deres berettigelse. Foråret har budt på flere markante sejre, blandt andet i O Gran Camiño, hvor Cort selv tog to etapesejre og den samlede sejr, samt flotte præstationer i Tirreno-Adriatico og Omloop Het Nieuwsblad.
- Heldigvis har vi leveret så godt, som vi har. Vi har virkelig vist, at vi hører til i Tour de France, siger Cort.
Men han ved også, at det ikke kun handler om form og sportslige resultater.
- Total har været med i rigtig mange år, de er franske, og de vandt en etape sidste år. Så det er ikke nemt eller givet. Jeg forstår godt, at de også føler, de hører til.