Slovenske Tadej Pogacar var søndag involveret i et voldsomt styrt, der nu holder ham ude i ubestemt tid. Efter at have været involveret i et voldsomt styrt i Liège-Bastogne-Liège, der blev kørt søndag, har Tadej Pogacar brækket en knogle i venstre håndled.
Ifølge hans hold, UAE Emirates, har det resulteret i, at man har været nødt til at operere i håndleddet. Denne operation blev udført allerede samme dag.
"Håndledsknoglen kræver operation, som han vil gennemgå i eftermiddag (søndag, red.) med en speciallæge i håndkirurgi her i Genk," meddelte holdlæge Adrian Rotunno umiddelbart efter en undersøgelse af Pogacars håndled.
Søndag aften blev det meldt ud af UAE Emirates, at operationen var gået, som den skulle. I løbet af mandagen vil Pogacar rejse hjem, hvor fokus vil være på at restituere og komme sig over skaden.
Hverken hans hold eller Pogacar selv har meldt noget ud om, hvor længe han forventes at være ude, men det formodes, at han er nødt til at holde en længere pause.
Skaden rammer ham dog på et heldigt tidspunkt, da han har en planlagt løbspause i den kommende periode. Flere medier har rapporteret, at det hele tiden har været planen, at han først skal på cyklen igen i midten af juni, hvor han skal deltage i Slovenien Rundt.
Der er heller intet meldt ud om, hvorvidt det brækkede håndled kommer til at betyde, at han må udskyde dele af sine forberedelser til Tour de France, hvor han forventes at skulle konkurrere med danske Jonas Vingegaard igen.
Pogacar var ikke alene om styrtet, der skete efter cirka 80 kilometers kørsel. Også danske Mikkel Honoré var indblandet, og - ligesom Pogacar - måtte han udgå af løbet.