Lionel Messi har fravalgt et skifte retur til FC Barcelona til fordel for livet i Miami, hvor han skal spille for Inter Miami. Lionel Messi træder snart ind i næste fase af hans legendariske karriere. Han har nemlig offentliggjort, at hans næste kapitel kommer til at foregår i Miami, hvor han skal spille for Inter Miami.
Det er dog ikke alle, der har taget godt imod dette. Blandt andet har hans tidligere klub, FC Barcelona, ikke reageret positivt på det. Det skriver New York Post.
Onsdag udsendte den spanske klub en pressemeddelelse. I denne skrev de, at de ønskede Messi 'held og lykke i hans nye professionelle fase'.
I pressemeddelelsen er der også inkluderet en række citater fra klubbens præsident, Joan Laporta. Disse bærer tydeligt præg af, at han ikke er tilfreds med hans valg.
"Præsident Laporta forstod og respekterede Messis beslutning om at ville konkurrere i en liga med færre krav, længere væk fra rampelyset og det pres, han har været udsat for i de seneste år," lød det.
Dette blev der ikke taget godt imod blandt klubbens fans. Ikke blot fordi Messi er en klublegende, men også fordi ledelsen har forpurret chancen for at hente ham retur.
"Der er måder at hædre den bedste spiller, der nogensinde har spillet for jeres klub. Dette er ikke en af dem. Det er ikke kun et skud mod MLS, men et direkte skud mod Messi," skrev en bruger på Twitter.
"Det her er lavt fra Barcelona. I betragtning af, at de taler om den bedste spiller i klubbens historie," lød det fra en anden.
Messi har selv udtalt, at han besluttede sig for at forlade Europa, da han ikke kunne vende tilbage til Barcelona.
"Hvis det ikke fungerede med Barcelona, ville jeg væk fra Europa. Jeg ville ud af rampelyset og fokusere mere på min familie," sagde han ifølge USA Today.