En leder fik sindene i kog og satte gang i en debat, der rækker langt ud over en enkelt spiller.
Det er ikke første gang, debatten om grænserne for kritik i sportens verden blusser op. Men denne gang er det gået særligt hedt for sig.
Danmarks nederlag til Portugal i Nations League førte ikke blot til sportslige frustrationer – det antændte også en mediestorm, da Ekstra Bladet mandag udgav en leder med overskriften “Farvel, Kasper Schmeichel”.
Her blev den danske landsholdsmålmand blandt andet kaldt “kvabset og tung”, og en af de portugisiske scoringer blev beskrevet som en situation, hvor Schmeichel “bokser som et polioramt barn”.
Et sprogvalg, der ikke blot har vakt opsigt, men også direkte vrede.
Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen, lægger ikke fingrene imellem i sin reaktion:
– Det er fuldstændig usmageligt at forsøge at nedgøre en spiller på den måde ved at drage paralleller til en dybt alvorlig sygdom samt ved fat-shaming, udtalte han i en pressemeddelelse.
Trods kritikken forbliver tonen fra Ekstra Bladets ledelse markant. Chefredaktør Knud Brix har, ifølge TV 2, ikke i sinde at give nogen undskyldning.
Han anerkender, at ordene “kvabset” og “polioramt” kunne være udeladt, men understreger samtidig, at lederen er subjektiv og dermed et udtryk for avisens holdning.
– Jeg synes, det er inde for skiven af, hvad en leder godt må være, udtaler han til bold.dk.
Mens sagen har fået Spillerforeningen til at sætte spørgsmålstegn ved den offentlige debatkultur, vælger DBU indtil videre at forholde sig tavse
Selv om Michael Sahl Hansen kalder lederen “kikset og plat”, understreger han vigtigheden af en åben debat i dansk fodbold.
Han mener, at medier bør tage ansvar for tonen og undgå at puste til en hadsk stemning. Kritik og analyse er velkomne – men ikke når det kammer over i det personlige.