anders dreyer

Dansk fodboldstjerne bliver stoppet på gaden i USA: "Det er overvældende"

Fodboldnov. 12 , 8:50
Den tidligere Superliga-profil har fundet sig til rette i en helt ny hverdag, hvor fansene gør alt for at komme tæt på ham.
Da Anders Dreyer rejste til USA i januar, var forventningerne beskedne, og han skulle forsøge at finde sig til rette i en ny liga og et nyt miljø.
Mindre end et år senere har danskeren skrevet sig ind i MLS-historien som årets nye spiller. Den tidligere FC Midtjylland-profil har gjort San Diego FC til et af de mest seværdige hold i ligaen med 22 mål og 16 oplæg på én sæson.
Prisen som årets nye spiller blev uddelt 4. november, og tidligere har bl.a. Zlatan Ibrahimovic modtaget samme hæder.
For Dreyer er det dog ikke personlige trofæer, der fylder mest. Han forklarer, at hæderen betyder meget, men at det i virkeligheden er hele holdets indsats, der har bragt ham dertil
- Det viser, at både jeg og holdet har gjort noget rigtigt. Det er for mig en holdpris, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

Sammenlignet med Messi

I den amerikanske liga bliver den danske landsholdsspiller nu nævnt i samme åndedrag som Lionel Messi, der spiller for Inter Miami.
Det skyldes ikke kun statistikkerne, men også hans betydning for det nye fodboldprojekt i San Diego.
Ifølge Ekstra Bladet har Dreyers præstationer placeret ham på ligaens MVP-liste, der er en oversigt over de mest værdifulde spillere i sæsonen.
- Det er specielt at blive nævnt side om side med Messi. Jeg tog til San Diego, fordi jeg tror på projektet, og fordi jeg tror på, vi kan vinde trofæer. Det er det, der motiverer mig mest, siger Dreyer.
Efter en ny dobbelt scoring i kvartfinalen natten til mandag er San Diego FC fortsat med i kampen om mesterskabet.
Og et muligt møde med Messi i en kommende finale er ikke utænkeligt.
Overvældet af opmærksomhed
Den store succes har også ændret hverdagen. I San Diego har fodbold først for nylig fået fodfæste, men Dreyer er blevet et kendt ansigt i bybilledet:
- Folk stopper mig for at tage billeder oftere og oftere. Byen havde kun et baseball-hold før os, så mange har ventet på et nyt hold at støtte. Det er da specielt, at folk vil have taget et billede med mig. Men jeg forstår det godt. Det kunne have været mig for 10-15 år siden, der bad om en autograf.
Med ydmyghed og ambition fortsætter Anders Dreyer sin amerikanske rejse, og i San Diego drømmer de om, at danskeren skyder dem hele vejen til toppen af MLS.
Mest læste

Loading