Da Aston Martin-holdet blev samlet efter Canadas Grand Prix, for at fejre deres podieplacering, fik de besøg af en særlig gæst. Canadas Grand Prix var en stor succes for Aston Martin, hvor
Fernando Alonso sluttede som nummer to. Det gav dem vigtige point til konstruktørmesterskabet, hvor de håber på at slutte på en andenplads.
Aston Martin har i denne sæson vist sig at være et hold med store ambitioner. Og disse ambitioner har de også i sinde at nå. Det har de vist i starten af sæsonen, hvor de har været næsthurtigst efter Red Bull i flere løb.
På det seneste har Mercedes dog også vist, at de ikke har planer om at give op. Derfor kan der være optræk til en kamp mellem de to hold i forhold til at sikre sig andenpladsen i konstruktørmesterskabet.
I Circuit Gilles Villeneuve beviste både Aston Martin og Alonso, at de ikke vil lade sig slå ud af det dårlige resultat i Spaniens Grand Prix. Derimod vendte de stærkt tilbage, og formåede derfor at sikre sig en andenplads.
Da han kørte over stregen, var han 'kun' 9,5 sekunder efter Max Verstappen. Det er fortsat et stort hul, men det er blevet mindre, end det var i starten af sæsonen. På tredjepladsen var Lewis Hamilton, hvilket også gav Mercedes en bunke vigtige point.
Efterfølgende besluttede Aston Martin sig for at få taget billeder i forbindelse med fejringen af deres podieplacering. Her fik en af politiets hunde sneget sig med, og den viste sig tilmed frem for kameraet.