shutterstock 1385969321

Porsche går videre med klage over 'uforståelig' straf

Motorsportaug. 03 2023, 12:39
Porsche er ikke tilfredse med den straf, der er blevet givet til Antonio Felix da Costa.
Porsche har besluttet, at de vil appellere den straf, som Antonio Felix da Costa blevet idømt under London E-Prix.
Her blev han idømt en straf på tre minutter, hvilket kostede ham en 2.-plads. Det betød også, at Porsche sluttede bag sit kundehold Andretti i Formel E-mesterskabet.
Da Costa kørte et rigtig godt løb, da han kørte sig fra en 17.-plads op til en 2.-plads i London. Da han fik en straf for ikke at have skiftet dæk, faldt han dog hurtigt ned gennem stillingen.
Straffen fik store konsekvenser for Porsche, da de ved udgangen af weekenden endte på en 4.-plads i holdenes mesterskab. De blev nemlig overhalet af Andretti, der fik et forspring på 10 point.
Torsdag har holdet udsendt en pressemeddelelse, hvori holdets direktør for Formel E, Florian Modlinger, melder ud om sagen.
Han bekræfter, at holdet har besluttet formelt at appellere straffen. I samme ombæring har han også langet ud efter FIA, da han har beskrevet deres straf til Da Costa som 'uforståelig og uacceptabel'.
"Vores primære bekymring er en retfærdig ligebehandling i sportens ånd," siger Modlinger.
Porsches juridiske hold har forberedt en appel til FIA, som er blevet indgivet inden for 96 timer.
"Antonio havde en langsom punktering på grund af skidt på banen, hvilket betød, at trykket på hans højre fordæk faldt til under det foreskrevne minimum," lyder det i en udtalelse fra Porsche.
“Skaden opstod på grund af en ekstern påvirkning. Det var ikke vores skyld. For os er denne beslutning uforståelig og uacceptabel. Vores primære bekymring er en retfærdig ligebehandling i sportens ånd."
Mest læste