Det kendte ørkenløb Dakar Rally blev søndag ramt af en alvorlig ulykke, som har medført, at Carles Falcón blev fundet livløs. På 2. etape af Dakar Rally styrtede den spanske motorcykelkører Carles Falcón. Der var tale om så alvorligt et styrt, at han lå livløs på ruten med godt 15 kilometer til mål.
Derfor skyndte løbets læger sig ud til stedet, hvor han var styrtet, så de kunne behandle ham.
Her lykkedes det dem at få gang i hans hjerte igen, hvorefter han med helikopter blev fløjet til det nærmeste hospital.
Det skriver Carles Falcóns hold, Twin Trail Racing Team, på sin Instagram.
Her lyder det også, at han har været ude for et meget alvorligt styrt, som har resulteret i brud på rygsøjlen.
Derfor har det også været nødvendigt med en omgående operation, lyder det fra holdet.
I samme opslag melder holdet, at han ikke længere befinder sig på det første hospital, som han blev fløjet til. Derimod er han blevet flyttet til et hospital i den saudiarabiske hovedstad Riyadh.
I de kommende dage vil han være i kunstigt koma, da ulykken også har medført forhøjet væske i hjernen.
Dette er lægerne nødt til at overvåge, hvorfor de har vurderet, at det vil være bedst at have ham i kunstigt koma.
For at vise støtte til Falcón, har Team Twin Trail Racing besluttet, at holdkammeraten Isaac Feliu bliver trukket helt ud af løbet.
Inden han var ude for sit alvorlige styrt, var Falcón på den første etape af løbet endt som nummer 76.