Rory McIlroy føler sig som offerlam i fusionen mellem PGA Tour og LIV Golf

Foto: Ian Johnson/Icon Sportswire via Getty Images

Rory McIlroy forsvarede PGA Tour til den bitre ende, og føler sig derfor som et ‘offerlam’, efter fusionen med LIV Golf.

Rory McIlroy var en af de mest trofaste forsvarere af PGA Tour under krigen mod LIV Golf. Efter nyheden om fusionen blev delt, har han indrømmet, at han ikke er begejstret for afslutningen på sagaen.

Han udtalte sig for første gang efter fusionen blev offentliggjort, da han onsdag besvarede spørgsmål ved RBC Canadian Open i Toronto.

Her var det naturligvis primært spørgsmål om fusionen af PGA Tour, LIV Golf og DP World Tour, der blev stillet. Mange fremmødte journalister var nemlig nysgerrige efter at høre om hans syn på sagen.

Den 34-årige golfstjerne sagde, at han var ‘overrasket’ over aftalen. Han var derfor ikke blev informeret om det på forhånd.

“Det er svært for mig ikke at føle mig som et offerlam. Jeg satte mig virkelig i den varme stol,” lød det fra McIlroy ifølge New York Post.

“Jeg hader stadig LIV. Jeg hader virkelig LIV. Jeg håber, det forsvinder, og jeg forventer fuldt ud, at det bliver tilfældet.”

Efter at have nægtet at tage imod de saudiarabiske penge, blev han stor fortaler for PGA Tour og integritet i golf.

Alligevel måtte han se til, mens hele denne integritet forsvandt, da PGA Tour fusionerede med LIV Golf. I samme ombæring tog de også imod en stor investering fra saudiarabiske PIF.

“Jeg lærte om det stort set på samme tid, som alle andre gjorde,” sagde McIlroy.

“Og ja, det var en overraskelse. Jeg vidste, at der havde været forhandlinger. Jeg vidste, at der var åbnet op for kommunikationslinjer. Jeg havde dog ikke forventet, at det ville ske så hurtigt, som det gjorde.”

I henhold til betingelserne for fusionen vil Yasir Al-Rumayyan, der er formand for PIF, fungere som formand for den nye golfenhed. Et nyt selskab vil blive oprettet som følge af, at de tre ligaer bliver samlet.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024