Tiger Woods er blevet opereret efter trist exit fra The Masters

Foto: Kevin C. Cox/Getty Images

Tiger Woods har været under kniven, efter han måtte trække sig fra The Masters, fordi han havde store smerter.

Onsdag var Tiger Woods under kniven, hvor han blev opereret i sin højre ankel. Operationen fandt sted på Hospital for Special Surgery på Manhattan i New York.

Operationen fandt derfor sted mindre end to uger efter, at han var nødt til at trække sig fra The Masters inden udgangen af tredje runde, fordi han var i store smerter.

“Tidligere i dag gennemgik Tiger en operation for at afhjælpe sin posttraumatiske gigt fra hans tidligere talusfraktur,” lyder det i en meddelelse, der er blevet delt på hans Twitter-profil.

“Det blev udført af Dr. Martin O’Malley ved HSS Sports Medicine Institute i New York City. Han har fastslået, at operationen er vellykket. Tiger er i øjeblikket ved at komme sig og ser frem til at begynde sin genoptræning.”

Efterfølgende har hans agent ved Excel Sports, Mark Steinberg, udtalt, at han hviler sig, inden han kan gå i gang med selve genoptræningen.

“Han hviler sig nu og vil derefter starte genoptræningen,” sagde han i et telefoninterview med Associated Press.

Der er dog intet meldt ud om, hvornår Woods kan begynde at spille golf igen, da der ifølge hans agent ikke er nogen tidsplan for dette.

“Det første mål er at komme sig og leve et meget mere behageligt hverdagsliv,” sagde han.

Under den regnfyldte tredje runde af The Masters, var det tydeligt, at Woods havde svært ved at gå, fordi han var i smerter.

Søndag morgen besluttede han sig for at trække sig, da smerterne blev for meget. Han klarede cuttet, men det var kun med nød og næppe.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024