Landstræner Nikolaj Jacobsen mener ikke, at der er grund til at være utilfreds med Danmarks kommende EM-modstandere. Danmark er blevet placeret i Gruppe F ved EM-slutrunden i herrehåndbold næste år. Resten af gruppen udfyldes af Portugal, Tjekkiet og Grækenland.
Det blev gjort klart ved en lodtrækning onsdag, og efterfølgende forklarede landstræner Nikolaj Jacobsen, at der ikke er grund til at være utilfredse.
"Vi skal ikke være utilfredse med vores lodtrækning. Jeg synes, det er en fin gruppe. Portugal var en af de hårde fra seedningslag to, mens de to andre, fra lag tre og fire, er en ganske fin lodtrækning for os," sagde han ifølge TV 2 Sport.
Særligt ét af holdene forventer Nikolaj Jacobsen kan volde problemer. Her peger han på det portugisiske landshold.
"Vi ved jo godt, at Portugal per definition er et hold, der kan drille alle de store nationer og spillere. På deres gode dage kan de blande sig i toppen af Europa," sagde han efter lodtrækningen.
Danmarks håndboldherrer har ikke haft samme succes i EM, som de har haft i VM de seneste år. De vandt seneste turneringen i 2012, og har været på podiet to gange siden.
Sidste år blev det heller ikke til en plads øverst på podiet, da Nikolaj Jacobsens tropper måtte nøjes med en 3. plads.
Deres seneste triumf ved VM, giver dog håndboldherrerne selvtillid til EM-slutrunden. Landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller alligevel, at der er behov for at være skarpe fra dag ét.
EM-slutrunden bliver i denne omgang spillet fra 10. til 28. januar i Tyskland. Inden da skal de danske håndboldherrer dog have læst op på sine kommende modstandere.