Eliud Kipchoge

40-årig atletiklegende løber sit sidste løb

Atletiknov. 02 , 13:47
Den firedobbelte OL- og VM-vinder gør sig klar til et sidste stort løb på verdensscenen.
Eliud Kipchoge har i mere end to årtier stået som selve symbolet på maratonløb, og i dag løber kenyaneren efter alt at dømme sit sidste maraton på eliteniveau, når New York City Marathon skydes i gang.
Kipchoge har fortalt til Olympics.com, at han længe har haft New York i tankerne som stedet, hvor han ville runde sin karriere af på højeste niveau.
Her kan han samtidig fuldende sin såkaldte Seven Star Award, som gives til løbere, der gennemfører alle syv af verdens store maratonløb.
Det drejer sig om maratonløbene i Tokyo, Boston, London, Sydney, Berlin, Chicago og New York.
Han mangler kun det store æble for at fuldende samlingen, og derfor bliver søndagens løb ikke bare et farvel til eliten, men også kulminationen på en mangeårig ambition
En mand, der ændrede grænserne
Eliud Kipchoge er kendt som en løber, der gjorde det umulige muligt.
Han satte verdensrekord i Berlin Marathon i 2022 med tiden 2 timer, 1 minut og 9 sekunder, en rekord, der senere blev slået af landsmanden Kelvin Kiptum.
Og han blev den første til at løbe et maraton på under to timer, da han i Wien i 2019 krydsede målstregen på 1 time, 59 minutter og 40 sekunder.
Men det er ikke kun tiderne, der gør ham unik. Ifølge DR Sporten har han med sin ro, disciplin og filosofi om, at "intet menneske er begrænset" været med til at ændre hele forståelsen af udholdenhedssport.
Den danske maratonløber Thijs Nijhuis ser ham som noget ganske særligt:
– Han har været et unikum gennem de sidste 20 år. Han begyndte med VM-guldet på 5000 meter i 2003 og fortsatte med at skubbe grænserne længere og længere. Det siger alt om hans vedholdenhed.
Han vurderer, at Kipchoge stadig kan kæmpe sig ind i top-ti i New York, selv om han fylder 41 på onsdag.
Nye mål – og måske nye rekorder
Når Kipchoge løber gennem gaderne i New York i dag, bliver det altså ikke kun en afslutning, men også begyndelsen på noget nyt.
Han har nemlig gjort det klart, at han vil fortsætte med at løbe, bare med et andet formål:
– Der er meget i vente efter New York. Jeg vil gøre ekstreme ting, som kan få folk til at arbejde hårdt. Jeg vil løbe på Antarktis. Jeg vil endda løbe 50 kilometer i Saudi-Arabien.
Thijs Nijhuis kalder det et naturligt skridt for en mand, der hele livet har udfordret sig selv.
Han mener, at Kipchoge nu går ind i en tredje fase af sin karriere som ambassadør for sportens kraft og som inspiration for nye generationer.
– Han har haft sin tid på banen, sin tid som maratonkonge, og nu kommer epoken, hvor han bruger sin position til at motivere andre. Måske er der også lidt penge involveret, men det er fair nok, siger Nijhuis med et smil.
Eliud Kipchoge forlader eliten som en af de største i sportens historie, men hans sko bliver altså næppe sat på hylden foreløbig.
Mest læste

Loading