Anders Antonsen og den danske mixeddouble med
Alexandra Bøje og
Mathias Christiansen er klar til kvartfinalerne ved
Korea Open efter sikre sejre torsdag.
Det blev en god dansk dag ved Super 500-turneringen Korea Open i Suwon.
Herresinglen Anders Antonsen og mixeddoublen Alexandra Bøje/Mathias Christiansen spillede sig begge videre til kvartfinalerne efter sejre i torsdagens kampe.
Flyvende Antonsen fra start
Anders Antonsen fortsætter sin stærke form efter semifinalen ved China Masters i sidste uge.
I anden runde ventede verdens nummer 37, Justin Hoh fra Malaysia, men den danske verdenstoer satte sig hurtigt på opgøret.
Efter en tidlig føring på 8-2 holdt Antonsen kontrollen gennem første sæt.
Selvom Hoh kom tættere på ved 18-17, afgjorde danskeren sættet med tre hurtige point til 21-17.
I andet sæt var Antonsen aldrig bagud. Et afgørende ryk fra 8-6 til 15-6 lukkede reelt kampen, som han vandt sikkert 21-11.
I kvartfinalen møder Antonsen enten Japans Kodai Naraoka, der er nummer ti i verden, eller taiwanesiske Su Li Yang, der rangerer som nummer 38.
Mixeddouble-drama med dansk sejr
Tidligere på dagen var Alexandra Bøje og Mathias Christiansen i aktion mod det indonesiske par Pasaribu/Hidayatullah.
Kampen udviklede sig til et tæt drama over tre sæt.
Efter at have tabt første sæt 22-24 kom danskerne stærkt tilbage i andet, hvor de lukkede sættet 21-19.
I tredje sæt havde Bøje og Christiansen overtaget fra start til slut og sikrede sig sejren med 21-14.
Ifølge TV 2 Sports badmintonekspert Jim Laugesen blev sejren grundlagt i tredje sæt:
- Man kunne se, hvordan Mathias Christiansen fandt roen til sidst i tredje sæt. Og så kom kvaliteten. Han turde slå forskellige slag, og imens var det en gave, hvordan Alexandra Bøje stod defensivt. Der var flow til sidst, siger han til TV2 Sport.
Med sejrene er to danske konstellationer fortsat med i kampen om titlerne ved Korea Open.