Det er sjældent, at en spiller forlader banen midt i et opgør, men Gilmour så ingen anden udvej. Reaktionen fra dommeren har nu sat gang i diskussionen.
Der opstod en sjælden og opsigtsvækkende situation under All England-turneringen, da den skotske badmintonspiller Kirsty Gilmour midt i en intens kamp mod verdensetteren An Se Young gik hen til dommerstolen med en særlig anmodning:
Hun ønskede at forlade banen med øjeblikkelig virkning.
Tilskuerne i Utilita Arena i Birmingham var tydeligt forvirrede, og turneringsdommeren tøvede med at godkende hendes forespørgsel.
I første omgang blev Gilmour afvist, men efter en kort diskussion fik hun lov til midlertidigt at forlade banen.
Årsagen viste sig at være et akut menstruationsproblem, som gjorde det umuligt for hende at fortsætte uden en pause.
Da hun få minutter senere vendte tilbage, undskyldte hun over for sin modstander.
Skønt situationen ikke var noget, hun selv kunne gøre for, blev hun stadig tildelt et gult kort for at have forsinket spillet.
Efter kampen var Kirsty Gilmour frustreret over nederlaget, men især over dommerens håndtering af situationen.
Ifølge TV2 mener hun, at badmintonforbundets regler bør revideres, så lignende episoder i fremtiden kan håndteres mere fleksibelt.
"Jeg synes, der skal kigges på reglerne. Der er selvfølgelig nogle, der vil kunne bruge det taktisk, men det sker så sjældent.
Hvis man har dårlig mave, og man bare vil gøre sit allerbedste, har man måske brug for at forlade hallen," sagde Gilmour efter kampen.
Hun understregede, at hendes situation var en reel nødsituation, og at en advarsel derfor føltes uretfærdig.
"Et gult kort for at være et menneske… Det var hårdt. Det er vist et af de eneste gule kort, jeg har fået i karrieren, så det går nok," sagde hun med et lille smil.
Kirsty Gilmours oplevelse er ikke enestående.
Faktisk opstod der en lignende episode for tre år siden under samme turnering.
Dengang måtte den amerikanske spiller Iris Wang løbe fra banen for at kaste op – også i en kamp mod An Se Young.
Begge episoder har sat fokus på, hvor strikse reglerne er for at forlade banen under en kamp.
Badminton er en sport med høj intensitet og få naturlige pauser, og det stiller ekstra krav til spillerne, når de står i en uventet situation.
For Gilmour var det en frustrerende oplevelse, men hun tager det med oprejst pande.
"Det er, hvad det er," sagde hun.