Banen skyld i voldsomme skader på bilen: Nu straffes Carlos Sainz

Foto: Jon Hobley/MI News/NurPhoto via Getty Images

Carlos Sainz’ bil blev udsat for alvorlige skader under første træning i Las Vegas Grand Prix. Nu bliver han selv straffet for det.

Ferrari-kører Carlos Sainz har fået en straf på ti startpladser til Las Vegas Grand Prix. Det skyldes, at FIA har afvist Ferraris anmodning om, at han kunne skifte dele på bilen uden straf.

Det var ikke lang tid, kørerne fik på Las Vegas Strip Circuit, inden første træning blev afbrudt. Faktisk gik der kun otte minutter, inden det blev meldt ud, at sessionen var aflyst.

Årsagen var, at Sainz var blevet tvunget til at parkere sin bil på banen. Der var blevet forårsaget voldsomme skader på den, fordi han havde ramt et løst brønddæksel på banen.

Ferrari-teamchef Frederic Vasseur stemplede situationen som ‘uacceptabel’ efterfølgende. Her afslørede han også, at der var brug for at skifte chassis, motor og batteri.

Derfor bad de om dispensation for straf for udskiftning af disse dele, men på trods af ‘højst usædvanlige og uheldige omstændigheder’, er holdets anmodning blevet afvist. Derfor er Sainz blevet tildelt en straf til søndagens løb.

Det blev fastslået, at stewarderne ikke har bemyndigelse til at give dispensation, hvilket betyder, at Sainz vil blive straffet som i alle andre situationer. Konkret skal han starte 10 pladser længere tilbage, end hvad han opnår i kvalifikationen.

De store skader gjorde, at der var tvivl om, hvorvidt han kunne nå at stille til start ved anden træning. Denne session endte dog med at blive udskudt, og derfor kunne Ferrari få hans bil klar.

Anden træning blev forlænget til 90 minutter for at kompensere for den tabte tid i første træning. For Sainz kommer det dog næppe til at have den store betydning.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024