Barcelona kan modtage kompensation fra FIFA på grund af slem skade til Gavi

Foto: Alex Caparros/Getty Images

FC Barcelona står til at få kompensation fra FIFA, fordi Gavi har pådraget sig en slem skade.

Spaniens seneste EM-kvalifikationskamp mod Georgien førte til dårlige nyheder for FC Barcelona. Den unge midtbanespiller Gavi pådrog sig nemlig en alvorlig skade. Det betyder, at han ikke vil være til rådighed i en længere periode.

Ifølge avisen Mundo Deportivo er man i FC Barcelona meget utilfredse med Spanien. Det skyldes, at kampen mod Georgien var uden betydning, hvorfor der ikke var et behov for at sende Gavi på banen. Han var i forvejen småskadet, og det er nu blevet værre.

Angiveligt kan det få store konsekvenser for den catalanske klub. Det skyldes, at der er en risiko for, at den 19-årige midtbanespiller skal sidde ude resten af sæsonen.

FIFA har dog en særlig protokol til disse situationer. Når en spiller pådrager sig en skade i en landskampspause, vil klubben modtage kompensation fra FIFA.

Mundo Deportivo skriver, at det potentielt kan komme til at lune i klubkassen i FC Barcelona. Det forventes nemlig at kunne indbringe dem mellem 4 og 5 millioner euro. Dette svarer til mellem 29,8 og 37,2 millioner kroner.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at den spanske klub er i problemer. Gavi er en vital del af truppen under Xavi, hvorfor han kommer til at efterlade et stort tomrum på midtbanen.

Hvad der er med til at gøre situationen værre er, at man frygter, at det kan udvikle sig til en ny Pedri-situation.

Pedri fik rigtig meget spilletid i 2021/22-sæsonen, hvilket har betydet, at han i denne sæson har kæmpet meget med skader. Og nu kan Barcelona potentielt stå overfor samme situation med Gavi.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024