dina thorslund

Dansk boksestjerne vender tilbage til ringen efter spontan abort

Boksningjul. 22 , 9:08
Den danske bokser Dina Thorslund har mistet en graviditet i uge 11, men har samtidig fundet en ny motivation i boksekarrieren.
I et opslag på Facebook delte den 31-årige bokser i sidste uge nyheden om den spontane abort, der indtraf efter en ellers planlagt scanning i uge 12.
- Uge 11+1 begyndte jeg at bløde lidt, og det udviklede sig til en spontan abort, skrev Thorslund blandt andet.
I et interview i P1 Morgen fortæller hun, hvordan sorgen over tabet stadig er ny, men at hun vælger at fokusere på at komme videre.
Træning og diæt er allerede genoptaget, og hun har et klart mål.
Hun vil tilbage i ringen og vinde alle fire VM-bælter i bantamvægt.
Afbud til stor kamp i New York
Thorslund skulle oprindeligt have bokset sin største kamp i karrieren den 11. juli i Madison Square Garden, hvor hun skulle have mødt Shurretta Metcalf om IBF’s VM-bælte.
Kampen måtte aflyses, da graviditeten blev opdaget.
- Vi skulle tage valget, og selvfølgelig valgte vi livet frem for boksning, sagde Thorslund til P1 Morgen.
Hun tilføjer, at beslutningen stadig føles rigtig, selvom det sportsligt var et stort afsavn.
Da Thorslund trak sig, blev VM-bæltet i stedet vundet af Cherneka Johnson, som besejrede Metcalf.
Det skete samme dag, som Thorslund oplevede den spontane abort, og ifølge hende selv var det en følelsesmæssig rutsjebanetur.
Mål: Fire VM-bælter inden nytår
Thorslund har aldrig tabt en professionel kamp og står med en rekord på 23 sejre i 23 kampe.
Nu går hun efter at genvinde de to bælter, hun måtte aflevere, og samtidig sikre sig de sidste to, som Johnson i øjeblikket besidder.
- I stedet for at gå og føle og have det sådan her, så vil jeg bruge al min energi på at sige, at nu skal jeg være firedobbelt verdensmester, og det vil jeg være inden nytår, siger hun.
Thorslund håber, at en titelkamp kan finde sted i slutningen af 2025, og vurderer selv, at det er realistisk at være klar til december.
Mest læste

Mest læste