En mand blev fyret på stedet, da vedkommende stillede et upassende spørgsmål til MMA-stjernen Nate Diaz' bror, Nick. Onsdag var der pressemøde forude for boksekampen mellem
Jake Paul og UFC-stjernen Nate Diaz, der bliver afviklet den 5. august i Texas.
Pressemødet, der blev afholdt i American Airlines Arena, endte med at være et sandt kaos. Blandt andet forlod Nate Diaz på et tidspunkt stedet, uden at sige noget.
Et stykke tid efter vendte han dog tilbage. Her forklarede han, at var nødt til at slå et smut forbi toilettet.
Det, der endte med at tiltrække sig mest opmærksomhed, var dog da en ansat i Jake Pauls firma Betr Media, stak til Nate Diaz' bror, Nick. Det skriver News.com.au.
"Nate, jeg er selv bokser, og jeg har forsøgt at få en plads ved dette event. Jeg tænkte bare på, om du tror, at jeg kunne bokse mod din bror Nick?" spurgte den Jake Paul-ansatte mand.
"Hvis han minder om dig, tror jeg, at jeg kunne smadre ham i småstykker."
Nate Diaz var tilsyneladende ikke meget for at lade manden bokse mod sin bror, og han valgte derfor at svare ham med, hvad der nærmest kun kunne opfattes som en trussel.
"Du ved godt, at mine gutter ser dig lige nu," sagde han.
"Det var dumt, hva'? Det var dumt. Hvad hedder du?"
Manden svarede ved at sige, at han var 'Derrick fra Betr Media'.
"Hej Derrick fra Betr Media. Du er en dum idiot. Hvad fanden? Du fortjener at få tæsk," lød svaret fra Nate Diaz.
Det viste sig hurtigt, at det ikke var smart at stille dette spørgsmål. Ikke nok med, at han risikerede at få bank af Diaz-lejren, så forklarede Jake Paul også, at han ville fyre ham.
"Han arbejder for mit firma. Det klarer jeg senere. Jeg er ked af det, Nate," sagde Jake Paul.
"Jeg fyrer ham senere. Derrick, hold kæft. Derrick, hold kæft."