Jake Paul har accepteret en regelændring forud for sin kommende boksekamp mod MMA-stjernen Nate Diaz. I februar tabte Jake Paul sin første professionelle boksekamp. Her trådte han ind i ringen med Tommy Fury i Saudi-Arabien, men kunne ikke trække sig sejrrigt ud igen.
Den amerikanske bokser og YouTube-stjerne håber naturligvis på, at det ender anderledes i hans næste kamp. Her har han inviteret UFC-legenden Nate Diaz med ind i ringen.
Paul vs. Diaz finder sted i Dallas i Texas den 5. august. Oprindeligt var kampen planlagt til at strække sig over otte runder, men dette er der nu blevet lavet om på.
Ifølge Sportbible har Jake Paul accepteret en regelændring kort tid inden kamp. Han hævder, at kampen nu strækker sig over ti runder, da Nate Diaz har ønsket en længere kamp.
"Nate Diaz vil have 10 runder. Jeg går ud fra, at han er i god form. Ok Nathan, så er det 10 runder," skrev han på Twitter.
38-årige Nate Diaz gjorde det klart, at han ville have en længere kamp. Han mener nemlig, at det vil komme ham til gode, da han er kendt for at have en formidabel udholdenhed.
Hans seneste to kampe i UFC-regi var mod hhv. Leon Edwards og Tony Ferguson. Førstnævnte kamp strakte sig over alle fem runder, mens han vandt over Tony Ferguson i fjerde runde ved UFC 279.
Nate Diaz har altid været kendt for at have en vilje af stål og en udholdenhed, der er helt i top. Det håber han på at kunne bruge til sin fordel, ved at forlænge kampen. Og det ser ud til, at han har fået sin vilje.