Jake Paul vandt tidligt søndag morgen sin kamp mod Nate Diaz, hvilket var hans syvende professionelle sejr. Tidligt søndag morgen dansk tid stod Jake Paul og Nate Diaz ansigt til ansigt i bokseringen. Kampen så ud til at blive afsluttet i femte runde, hvor Diaz blev slået i gulvet, men sådan gik det ikke.
Diaz fandt sit fodfæste igen, og blev ved med at lægge pres på Paul. De to stjerne gav derfor tilskuerne i Dallas et godt show. Til sidst blev Paul kåret som vinder, da dommerne scorede kampen 98-91, 98-91 og 97-92 til Paul.
"Han er hård. Han er virkelig hård. Det er det, han er kendt for. Jeg slog ham i gulvet og vandt stort set alle runder, men han er en kriger," sagde Paul efter kampen.
Allerede tidligt i kampen pressede Paul på, og ramte Diaz med en sværm af slag. Paul forsøgte at overvælde ham, men det var ikke nok til at ryste UFC-veteranen.
Han klarede sig gennem det første angreb, og begyndt selv at sende kombinationer efter Paul. Generelt var det Paul, der havde overtaget i kampen, men Diaz' udholdenhed var - som altid - fantastisk.
I takt med, at kampen skred frem, var Paul nødt til at skrue ned for tempoet. I stedet begyndte han at være mere kalkulerende, så han kunne sende kraftfulde slag afsted. Diaz tog imod flere af dem, men blev stående på benene.
I fjerde runde pressede Paul igen på. Han ramte Diaz med flere gode slag, men han smilede blot til den unge YouTube-stjerne. I anden halvdel af runden, var det Diaz, der sendte en byge af slag i retning mod Paul.
Det store pres fra Diaz endte med at give bagslag i femte runde, hvor Paul ramte ham med en venstre, der sendte ham i gulvet. Han var tæt på at ryge ud gennem rebene, men han fandt sit fodfæste igen.
Herfra var det primært Paul, der var i kontrol over kampen. Der var enkelte tidspunkter i de resterende runde, hvor Diaz gik til angreb. Første gang chokerede det tydeligvis Paul, men han blev bedre til at kontrollere det.
Efter beslutningen blev annonceret, gav Diaz hånd til Paul. Dernæst gav han ham også kredit for det gode stykke arbejde i ringen.
"Han er hård, og han er stor. Jeg ville ønske, jeg kunne have gjort det bedre. Han vandt denne. Sådan er det," sagde han efter kampen.