jake paul

Jake Paul raser efter Canelo Alvarez-drop: "Vi blev brugt"

Boksningfeb. 08 , 8:43
Jake Paul troede, han var tæt på sin største boksekamp nogensinde.
Men pludselig var Canelo Alvarez væk – og nu har den amerikanske YouTuber og bokser sendt en skarp besked.
Der har længe været spekulationer om et opgør mellem Jake Paul og den mexicanske verdensstjerne Canelo Álvarez.
Forhandlingerne var ifølge Pauls promotionsselskab, Most Valuable Promotions (MVP), langt fremme, og kampen skulle have fundet sted den 3. maj i Las Vegas.
Men pludselig trak Canelo sig.
I stedet har han underskrevet en lukrativ fire-kampsaftale med Riyadh Season i Saudi-Arabien, som ifølge World Boxing News har en værdi på over 200 millioner dollars.
Det faldt ikke i god jord hos Paul.
"MVP var dybt involveret i forhandlinger om en stor kamp mellem Jake Paul og Canelo Álvarez i Cinco de Mayo-weekenden i Las Vegas," udtalte MVP ifølge WBN.
"Det var en massiv begivenhed for de mexicanske, puertoricanske og amerikanske fans, og det er skuffende at se, hvordan situationen udviklede sig."

Jake Paul føler sig udnyttet

Paul og hans team antyder, at de blev brugt som forhandlingsbrik af Canelo for at få en bedre aftale i Saudi-Arabien.
"Vi opererer med integritet, gennemsigtighed og respekt for sporten, dens atleter og fans. Desværre deler ikke alle i bokseverdenen de samme værdier," lød det videre fra MVP.
Paul har dog ikke tænkt sig at forsvinde fra rampelyset.
"Vi er stadig i aktive diskussioner med flere store navne og er forpligtet til at levere de største kampe og de mest spændende events," fortsatte MVP.
"Jake Paul går ingen steder, og det gør MVP heller ikke. Vi vil fortsætte med at forstyrre boksesporten – på vores vilkår."

Canelo klar til stor kamp mod Crawford

Mens Paul må se sig om efter en ny modstander, har Canelo travlt med at planlægge sin fremtid.
Hans første kamp under Saudi-aftalen finder sted den 3. maj i Kingdom Arena i Riyadh. Derefter venter en potentiel gigantkamp mod Terence Crawford den 13. september i Las Vegas.
Canelo har også aftalt at åbne Riyadh Season i 2026 og kæmpe igen i oktober samme år.
Om Jake Paul nogensinde får sin ønskekamp mod Canelo, er nu mere usikkert end nogensinde.
Mest læste