Den tidligere boksestjerne Oscar De La Hoya har mange gange tiltrukket sig opmærksomhed. Denne gang er det i form af en noget bizar video.
Det første forsøg gik ikke helt, som han havde tiltænkt. En video, der blev delt af den tidligere bokser Oscar De La Hoya, blev nemlig slettet af Instagram.
I den omtalte video sås han og kæresten Holly Sonders dansede med ganske lidt tøj på. Det var åbenbart for meget af det gode for det sociale medie, der sørgede for, at den blev slettet.
Det gik dog ikke hurtigt nok til, at den ikke først nåede at gå viralt. Det har fået parret til at træffe en beslutning om at gentage optrinnet. Denne gang er det dog gjort med henblik på at skabe opmærksomhed om en god sag. Det skriver Ekstra Bladet.
I den nye video er både Oscar De La Hoya og Holly Sonders igen iført en meget begrænset mængde tøj. Opmærksomheden bruger de til at opfordre deres følgere til at donere penge til et hospital i Los Angeles, der specialiserer sig i prostataundersøgelser og mammografi.
"Lad os knockoute kræften," lyder det fra De La Hoya, der derefter slår ud i luften i retning af kærestens bryster.
Den første video fra parret blev hurtigt fjernet, da den blev anmeldt af en lang række brugere. Flere nåede dog at give udtryk for, at de både fandt den krænkende og usmagelig.
Efterfølgende har Oscar De La Hoya taget til genmæle, da han slet ikke er enig i, at det er en krænkende video. I en anden video på det sociale medie har han svaret igen på kritikken.
"Jeg elsker at danse. Jeg kan godt lide at have tangatrusser på, fordi jeg er i god form. Jeg har en smuk partner. De fleste synes, det var sjovt, men der skal selvfølgelig være dem, der synes, det er krænkende," siger han