Kampen mellem Tyson Fury og Oleksandr Usyk kan være i fare, da førstnævnte blev chokeret i sin kamp mod Francis Ngannou. Tidligere bokser George Groves forventer ikke, at Tyson Fury vil tage kampen op imod Oleksandr Usyk. Derimod forventer han, at den britiske sværvægter enten vil bokse mod Francis Ngannou igen eller gå på pension.
Det er ellers planlagt, at en kamp mellem Fury og Usyk skal finde sted den 23. december i år. Men en lidt for tæt kamp mod tidligere UFC-stjerne Ngannou kan have skræmt Fury, skriver Sky Sports.
Fury blev slået i gulvet i tredje runde, men fandt sit fodfæste igen. Selvom det var en tæt kamp, endte det med at blive en sejr til Fury. Han kaldte efterfølgende kamp for 'en af mine hårdeste kampe i de sidste 10 år'.
Groves tror ikke blot, at kampen mellem Usyk og Fury vil blive udskudt. Han tror ganske enkelt, at den vil blive aflyst.
"Der er ingen chance for, at Usyk-kampen finder sted på den dato. Det bliver ikke mod Usyk den 23. december. Jeg tror ikke, at det bliver Usyk næste gang. Jeg tror, at det enten er Ngannou, eller at vi har set det sidste til Fury," sagde han ifølge Sky Sports.
"Han fortæller alle, at han er sigøjnerkongen, at han er manden som ingen kæmper nogensinde kan slå. Der er én lige nu, der kan slå ham, og det er Usyk. Mange mennesker vil tænke det samme. Han behøver ikke at kaste med terningerne og blive slået af den lille ukrainske fyr."
"Han vil hellere bare sejle ud mod solnedgangen. Han er en interessant karakter, og der er masser af veje, han kan udforske efter boksning. Døre, der kan være lukket for ham eller ikke være det samme, hvis han taber til Usyk.
"Jeg tror, at han enten vil rette op på den sidste kamp mod Ngannou, som han vil få mange penge for… Eller han måske bare går på pension."