Christian Eriksen om situationen i Manchester United: ‘Træneren ser den anden vej’

Foto: Shutterstock

Christian Eriksen har udtalt sig om hans situation i Manchester United – og har sendt en stikpille til Erik ten Hag.

Landsholdsstjernen Christian Eriksen indrømmer, at han ikke ved, hvorfor han starter på bænken i Manchester United. Han slår også fast, at hans primære fokus er, at holdet vinder.

Eriksen har kun fået fire kampe fra start i år. I stedet har han primært indtaget en rolle som indskifter, hvor han er blevet sendt i anden halvleg.

Det var også tilfældet i tirsdagens kamp mod FC København i Champions League. Her leverede han oplægget til Harry Maguires scoring, som sikrede dem sejren. Efter kampen erkendte Erik ten Hag, at Eriksen havde været katalysator for holdets sejr.

Den danske midtbanespiller indrømmer, at han er skuffet over at være blevet reduceret til bænkevarmer i denne sæson.

“Spørg manageren, hvorfor jeg starter på bænken. Det er ude af mine hænder,” sagde Eriksen til TNT Sports.

“Men det er klart, at jeg gerne vil spille så meget som muligt. Det er klart, at manageren kigger den anden vej. Men i øjeblikket, hvis vi vinder sådan her, er det det værd.”

I den seneste landskampspause udtalte han sig også om dette. Her sagde han til Ekstra Bladet, at Ten Hag tilsyneladende foretrækker en anden type midtbanespiller.

“Jeg synes, du skal spørge træneren, hvad han synes. Vi har været hårdt ramt af skader i forsvaret. Vi har simpelthen lukket for mange mål ind. Jeg var syg i sidste uge, men jeg har det fint. Jeg har ingen skader. Kroppen har det godt, og selvfølgelig vil jeg gerne at spille i hver kamp,” sagde han, og fortsatte:

“Men hvis du selv har set kampene, kan du også se, at han spiller med lidt andre typer end mig.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024