brian holm jonas vingegaard mads pedersen

Brian Holm reagerer på Jonas Vingegaard-afbud: "Virker mærkeligt"

Cyklingsep. 16 , 11:35
Jonas Vingegaard og Mads Pedersen har fravalgt en officiel fejring på Københavns Rådhus efter deres succes i Vuelta a España, og det møder forståelse fra Brian Holm.
Det blev ikke til nogen fejring i København, selv om der var god grund til det.
Jonas Vingegaard sikrede sig den samlede sejr i årets Vuelta a España, mens Mads Pedersen vandt løbets pointkonkurrence.
Alligevel takkede begge ryttere nej til en officiel modtagelse på Københavns Rådhus.
Danmarks Cykle Union bekræftede, at der havde været planer om en fejring, men at begge ryttere havde meldt fra.
Ifølge unionens direktør, Niels Bo Daugaard, skyldes beslutningen primært behovet for restitution efter det krævende tre uger lange etapeløb i Spanien.
Holm: Rytterne har ret til at sige fra
Brian Holm, tidligere cykelrytter og sportsdirektør, bakker op om beslutningen og har fuld forståelse for fravalget.
- Det er professionelt. Det er professionelle sportsfolk, som skal tage én eller to dage ud af et meget stramt program. Så jeg kan sagtens forstå beslutningen, udtaler Holm til Feltet.
Han peger desuden på, at ingen af rytterne er bosat i København, og at det derfor ikke er oplagt, at de prioriterer en officiel fejring i hovedstaden.
- Det virker næsten mærkeligt, hvis de havde fundet tid til det. De bor ikke i København, så det ville havde undret mig hvis de havde gjort det, forklarer Holm.
Samtidig mener Holm, at det er vigtigt, at rytterne kan sige fra, når de har brug for fred og ro i hovedet efter tre hårde uger på cyklen.
Intet alternativt arrangement planlagt
Der er ikke meldt noget ud om, hvorvidt der senere kan komme en alternativ form for fejring.
Indtil videre ser det ud til, at fokus for de to danske ryttere er på restitution og forberedelser til deres resterende løbsprogram i efteråret for Visma - Lease a Bike og Lidl-Trek.
Mest læste

Mest læste

Loading