James McLaughlin cykling

Cykelrytter blev ramt af bildør: Nu sagsøger han for 8,6 millioner kroner

Cyklingjul. 30 , 21:32
James McLaughlin hævder, at en “bildørs”-ulykke ødelagde hans Tour de France-drømme og efterlod ham med hjerneskade.
Den tidligere professionelle cykelrytter James McLaughlin har anlagt sag om over 1 million pund i erstatning, efter han blev ramt af en bildør i London og styrtede under en træningstur. Det svarer til mere end 8,6 millioner kroner.
Ulykken fandt sted i maj 2020 i bydelen West Wickham, hvor en passager åbnede en bildør direkte ind i McLaughlins cykelsti.
Den 34-årige rytter, der tidligere har repræsenteret Guernsey ved Commonwealth Games i 2014 og 2018, pådrog sig alvorlige skader på skulderen og højre albue.
Ifølge hans advokat har ulykken også medført hukommelsesproblemer, depression, træthed og PTSD, som har forhindret ham i at vende tilbage til professionel cykling.
Drømmen om Tour de France brast
McLaughlin blev beskrevet som værende i "ekstremt god form ” og havde kort før ulykken leveret resultater, der pegede mod en mulig Tour de France-deltagelse.
Som professionel nået McLaughlin at køre for Continental-holdene Madison Genesis, Team Felt-Felbermayr og Team Hrinkow Advarics.
Hans advokat forklarede i retten, at rytteren sandsynligvis ville være vendt tilbage til topniveau, hvis ikke ulykken havde fundet sted.
– Han har mistet den karriere, sagde advokat Winston Hunter KC under en indledende høring i Central London County Court.
McLaughlin påstår, at ulykken gav ham en mild traumatisk hjerneskade som følge af, at hovedet blev rystet under styrtet.
Motorforsikringen for bilen har anerkendt ansvaret for ulykken, men bestrider, at cykelrytteren har pådraget sig en hjerneskade og sætter spørgsmålstegn ved størrelsen af hans erstatningskrav.
Retten tillader ny medicinsk bevisførelse
Under høringen søgte McLaughlins juridiske hold om tilladelse til at fremlægge yderligere neurologiske undersøgelser, der skal afgøre, om en mild hjerneskade er årsagen til hans fortsatte problemer.
Dommer Jane Evans-Gordon godkendte de nye beviser og understregede, at spørgsmålet kan have stor betydning for erstatningsbeløbet, som kan blive op til 400.000 pund højere (næsten 3,5 millioner kroner) hvis hjerneskaden anerkendes.
McLaughlin mødte i retten med sin følelsesmæssige støttehund, Barley, men blev bedt om at efterlade hunden udenfor, da kun førerhunde normalt tillades i retten.
Sagen forventes nu at trække ud, da de nye medicinske rapporter skal fremlægges, før et fuldt erstatningsopgør kan finde sted.
Mest læste

Loading