Movistar-ejerne stiller sig uforstående over for
UCI’s beslutning om at suspendere
Oier Lazkano og understreger, at de aldrig har haft mistanke om doping.
Efter UCI torsdag offentliggjorde, at Oier Lazkano er blevet midlertidigt suspenderet som følge af unormale værdier i sit biologiske pas, har hans tidligere arbejdsgiver, Abarca Sports, selskabet bag Movistar-holdet, nu reageret.
Lazkano var tilknyttet Movistar fra 2022 til 2024, og det er netop i denne periode, at UCI mener, der er fundet uregelmæssigheder.
Abarca Sports understreger dog, at der ikke under hans tid hos holdet var noget, der tydede på brud på antidopingreglerne.
- Gennem de tre sæsoner med Mr. Lazkano på kontrakt er alle de kontroller, som han blev underlagt af de forskellige nationale og internationale organisationer, såvel som de interne kontroller på selve holdet, gav et negativt resultat. I kraft heraf var det faktisk umuligt at vide eller endda ane nogen uregelmæssighed, lyder det i deres pressemeddelelse.
Kritik af sagsbehandlingen
Abarca Sports offentliggør samtidig det brev, de modtog fra UCI torsdag eftermiddag,
- Det er højst sandsynligt, at et forbudt stof eller en forbudt metode er blevet anvendt, og det er usandsynligt, at passet er et resultat af nogen anden årsag, fremgår det, at et ekspertpanel har vurderet i brevet fra Abarca Sports.
Ifølge Movistar-holdet blev denne konklusion truffet den 23. oktober, men hverken holdet eller rytteren blev ifølge dem informeret før den 30. oktober.
Dette sene varsel får ejerne til at stille spørgsmålstegn ved forløbet og sagsbehandlingen.
De fastholder samtidig, at man internt har haft et kontrolsystem, der ikke har vist nogen tegn på doping.
Holder fast i ren sport
På trods af uenigheden med UCI understreger Abarca Sports, at de ikke tolererer doping.
- Vigtigst af alt gentager Abarca Sports endnu en gang med absolut fasthed sin urokkelige forpligtelse til en ren og transparent sport, lyder det i udmeldingen.
De oplyser desuden, at man vil intensivere egne interne kontrolforanstaltninger for at sikre, at lignende situationer ikke opstår fremover.
Lazkano har i denne sæson kørt for det tyske hold
Red Bull-Bora Hansgrohe, men spanieren har ikke kørt løb siden Paris-Roubaix i foråret.