postnord danmark rundt

Danmark Rundt bliver flyttet: Starter nu 3 dage efter Tour de France

Cyklingokt. 09 , 11:35
PostNord Danmark Rundt rykkes i 2026 to uger frem, og det sker i et forsøg på at tiltrække flere professionelle hold til start.
PostNord Danmark Rundt flyttes i 2026 fra sin vanlige placering i uge 33 til uge 31.
Det betyder, at løbet i stedet skal køres fra den 29. juli til den 2. august.
Flytningen fremgår af UCI-kalenderen og bekræftes af løbets sportslige ansvarlige Jens Kasler til Feltet.dk.
Ændringen er resultatet af en strategi fra Danmarks Cykle Union, der ønsker at skabe bedre betingelser for at tiltrække flere professionelle mandskaber.
Ifølge Kasler er flytningen et forsøg på at undgå sammenfald med løb som Arctic Race of Norway og Czech Tour, der i 2026 begge afvikles i uge 33. Sidstnævnte er desuden blevet opgraderet til ProTour-status.
- Vi har i de seneste år set, at det er kalendergymnastik af værste skuffe, når vi skal placere PostNord Danmark Rundt i forhold til at få et godt felt, siger Kasler.
Professionel deltagelse under pres
Ved de seneste to udgaver har blot 11 professionelle hold deltaget, hvilket er under det minimumskrav, UCI stiller for ProSeries-løb.
Danmark Rundt har dog via dispensation beholdt sin status og optræder også i 2026 som ProSeries-løb.
Men Kasler understreger, at dette ikke kan fortsætte i længden, og at en sportslig degradering vil være "en katastrofe".
Selvom alle professionelle hold bliver inviteret, påpeger Kasler, at logistiske forhold spiller en rolle.
- Vi hører fra holdene, at det ganske enkelt er lettere logistisk og billigere for dem at køre i Frankrig, Holland og Belgien, siger han og tilføjer, at holdene er presset på kalenderen.
Ligger nu tæt på Tour de France
Den nye placering betyder, at Danmark Rundt starter blot tre dage efter afslutningen på Tour de France.
Det er ikke første gang, det danske etapeløb forsøger sig med denne strategi.
I 2018 blev løbet også placeret kort efter Touren, dog med blandet succes i forhold til tiltrækning af World Tour-hold.
I 2026 undgår Danmark Rundt direkte overlap med store løb som Deutschland Tour, Arctic Race of Norway og Czech Tour.
Til gengæld vil det finde sted samtidig med San Sebastian og op til Polen Rundt.
Kasler håber, at flytningen og placeringen i sommerferien vil give bedre mulighed for at tiltrække både et stærkere felt og flere tilskuere på de danske landeveje.
Mest læste

Loading