gettyimages 2156897264

Dansk Tour-debutant tager løbet i stiv arm: Der er ingen fanboy-vibe

Cyklingjul. 16 , 19:21
Tobias Lund Andresen er i gang med sin første Tour de France, og selvom løbet er kendt for sin intensitet, har den 22-årige dansker taget opgaven med ro.
Picnic PostNL-rytteren virker ubekymret og smilende midt i cykelsportens største scene.
Men selv han måtte erkende, at det første møde med løbet gjorde indtryk.
- Der er ikke rigtig noget, der har overrasket mig. Jo, der er mange mennesker, siger han til Ekstra Bladet, inden han beskriver sin oplevelse af den første dag.
- Første dag var lidt vild. Der var ti kilometer neutral start, og der var helt proppet i begge sider af vejen gennem hele byen. Det var helt sindssygt. Man lægger ikke mærke til, hvor mange mennesker der er, før man prøver at snakke til ham ved siden af. Der bliver man nødt til at råbe, for at de kan høre, hvad man siger. Det var en fed oplevelse.
Lærer af erfaring og bevarer jordforbindelsen
Touren er ikke første gang, Tobias Lund Andresen mærker Grand Tour-livet på egen krop.
Sidste års Giro d’Italia gav vigtige erfaringer, selv om det blev en udfordrende oplevelse.
- Helt sikkert. Når man prøver noget nyt, ved man ikke helt, hvordan mekanismerne er. Så at have siddet i gruppettoen i 20 dage hjælper. Også fordi jeg var syg dengang. Hvis man kan komme igennem en Giro d’Italia syg, kan man også komme igennem en Tour de France rask.
På det unge Picnic-hold, hvor gennemsnitsalderen er 25 år, er halvdelen af rytterne Tour-debutanter. Det har skabt en fælles ånd i truppen, som ifølge Lund Andresen styrker oplevelsen.
- Jeg synes, at det har været en god oplevelse. Vi har som hold været der hver dag. Vi har ikke rigtig fået et nyrehug. Jeg synes, at det er fedt, at ikke bare mig selv, men hele holdet har niveau til at være her.
Ingen fanboy-mentalitet i bussen
Trods feltets prominente navne som Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Remco Evenepoel holder Tobias Lund Andresen hovedet koldt og fokus rettet mod opgaven.
- Det har været business as usual. Der har ikke været den der, ’ååårh, sindssygt, det er Tour de France – det er fedt!’ Der er ikke fanboy-vibe i bussen. Hvis vi havde siddet midt i feltet og kigget på, at de andre kørte hurtigt, havde det måske været sådan, men når man selv er deroppe, så føler man, at det er et cykelløb som alle andre, siger den unge dansker.
Mest læste