Tim de Waele/Getty Images

Det bedste i 10 år: TV2 jubler over Jonas Vingegaard-effekten

Cyklingsep. 19 , 17:32
Jonas Vingegaards samlede sejr i Vuelta a España trak rekordmange danskere til skærmen og gav TV 2 de bedste seertal i ti år.
TV 2 har oplevet historisk høje seertal under årets Vuelta a España, hvor Jonas Vingegaard sikrede sig den samlede sejr.
I gennemsnit fulgte 139.000 danskere med på de 21 etaper, hvilket er en markant stigning i forhold til sidste år, hvor tallet var 74.000. det skriver Ekstra Bladet.
Selv sammenlignet med 2023, hvor Vingegaard også deltog, er tallene højere.
Dengang lå gennemsnittet på 133.000.
Ifølge TV 2’s chefredaktør John Jäger er årets tal de bedste i et årti.
- Det er de bedste tal i ti år. Og det er reelt de bedste tal, fordi vi dengang ikke havde 27 sportskanaler, men viste Vueltaen på TV 2's hovedkanal, siger han til Ekstra Bladet.
Demonstrationer skabte usikkerhed
Årets udgave af Vueltaen var præget af uro og demonstrationer, særligt relateret til Palæstina.
Det fik TV 2 til at frygte, at seertallet kunne lide under usikkerheden.
Ifølge John Jäger skete det modsatte.
- Der har været dage, hvor man ikke anede, om der blev kåret en vinder, og om de nåede til målstregen. Jeg har da tænkt over, hvornår det begynder at påvirke, om folk gider at se cykelløbet. Så jeg er glad for, at det tydeligvis ikke havde en negativ konsekvens, siger han.
Han peger på, at balladen måske endda har øget interessen, fordi seerne var nysgerrige efter at følge med i dramaet.
Angliru-etapen trak flest seere
Den mest sete etape i år blev 13. etape med afslutning på det ikoniske bjerg Angliru.
Her så 205.000 danskere med, da João Almeida vandt foran Jonas Vingegaard.
Den sidste etape, som endte med at blive afblæst på grund af demonstrationer i Madrid, samlede 174.000 seere.
Samlet set nåede Vuelta a España i år ud til lidt over en million danskere i løbet af de tre uger, løbet varede.
Mest læste

Loading