En ny melding fra TV 2 føjer endnu et kapitel til sommerens føljeton. Det er fortsat uklart, hvordan tingene udvikler sig for eksperten.
Rolf Sørensen skulle have været tilbage i kommentatorboksen, når
Vuelta a España ruller i gang senere på måneden, men sådan bliver det ikke.
Den tidligere cykelrytter har i årevis været fast ekspert hos TV 2, men han har også at trække sig fra dækningen af årets sidste Grand Tour.
Det bekræfter chefredaktør på TV 2 Sport, John Jäger overfor Ekstra Bladet.
Allerede op til sommerens
Tour de France meldte Rolf Sørensen fra med kort varsel.
Den officielle forklaring lød på private og personlige årsager, og denne formulering bliver igen brugt i forbindelse med afbuddet til
Vueltaen.
Det var ellers planen, at han sammen med
Dennis Ritter skulle dække løbet fra Odense, men TV 2 har nu justeret holdkortet.
Rolf Sørensen har ikke selv kommenteret beslutningen. Hos TV 2 er der heller ikke blevet sat en fast dato på en eventuel tilbagekomst.
I stedet har John Jäger udtrykt ønske om at mødes med Sørensen igen, enten under Vueltaen eller umiddelbart derefter, for at drøfte fremtiden.
Uvis fremtid for en rutineret stemme
Afbuddet til Tour de France var det andet i træk for den 60-årige ekspert, som ellers siden 2006 har været en central stemme under TV 2's sommerdækning af verdens hårdeste cykelløb.
I 2024 skyldtes afbuddet helbredsproblemer med hjertet. I år var det anderledes.
Der var ingen melding om sygdom, men afbuddet faldt sammen med, at Sørensen valgte at lukke sin enkeltmandsvirksomhed, Rolf Sorensen Cycling.
Firmaet har haft undervisning i sport og fritid som formål og blev ifølge det offentlige virksomhedsregister lukket den samme dag, som Sørensen ringede til TV 2 og meldte fra.
Økonomiske detaljer om selskabet er ikke tilgængelige, men sammenfaldet af beslutninger har fået flere til at spekulere i, hvad der ligger bag.
Kommentatorkollegaen Dennis Ritter har arbejdet tæt sammen med Sørensen i to årtier, men han har heller ikke fået en forklaring.
TV 2 til Vuelta uden Rolf
TV 2 går til Vueltaen med et hold, der minder om det, seerne fulgte under Tour de France.
Emil Vinjebo, Christian Moberg og Lars Bak er blandt eksperterne, mens Nicki Sørensen også tilslutter sig dækningen.
Søren Reedz er sendt til Spanien sammen med en ekspert, og Dennis Ritter kommenterer fra studiet i Odense.
Hos TV 2 forsøger man at finde løsninger og skabe stabilitet i dækningen, mens man samtidig holder døren åben for Rolf Sørensens eventuelle comeback.