download

Familien tager bladet fra munden: Afviser spekulationer om André Dreges dødsulykke

Cyklingfeb. 13 , 10:44

Siden ulykken har der været mange teorier om, hvad der skete. Nu fortæller familien, hvad rapporterne faktisk viser, og afviser de mest udbredte spekulationer.

Over et halvt år efter den tragiske ulykke, der kostede den norske cykelrytter André Drege livet under Tour of Austria, deler familien nu de officielle konklusioner. De ønsker samtidig at afvise de mange spekulationer, der har floreret siden ulykken den 6. juli 2024.

I en udtalelse forklarer Dreges far, Jørgen Drege, at familien bevidst har ventet med at udtale sig offentligt, indtil de havde modtaget alle relevante rapporter fra eksperter, politi og obduktionslæger.

"For os har det været afgørende at forholde os til fakta og ikke bidrage til yderligere spekulationer," lyder det i familiens erklæring.

Det officielle hændelsesforløb viser, at André Drege mistede kontrollen over sin cykel under en hurtig nedkørsel efter at have passeret toppen af Grossglockner-Hochalpenstraße.

Ifølge VG konkluderer rapporterne, at en punktering på baghjulet i en hastighed på 65 km/t var årsagen til ulykken.

Afviser teknisk fejl på cyklen

I tiden efter ulykken florerede flere teorier om årsagen til styrtet, herunder at der kunne have været en teknisk fejl på cyklen – eksempelvis at et hjul skulle have løsnet sig.

Denne spekulation bliver nu afvist af familien, der bekræfter, at det var en uheldig punktering på et kritisk tidspunkt, der førte til styrtet.

Drege blev opdaget af forbipasserende cyklister 26 minutter efter ulykken, hvorefter alarmcentralen straks blev kontaktet.

Et redningshelikopterhold ankom 21 minutter senere, men på trods af ihærdige forsøg på at redde hans liv måtte lægen erklære ham død klokken 14:20 – 72 minutter efter ulykken.

Familien understreger, hvor hårdt det har været at læse rapporten og genopleve tragedien i detaljer.

"Det var som at blive kastet tilbage i tiden og opleve det hele igen. Det var ekstremt tungt," fortæller Jørgen Drege.

Et liv fyldt med passion og målrettethed

På trods af den enorme sorg forsøger familien at fokusere på de gode minder om André Drege.

"Han var en tålmodig og præcis person, som aldrig tog genveje i sin træning," siger faren og tilføjer, at sønnen var på et lykkeligt sted i sit liv, da ulykken skete.

Blot få måneder forinden havde André Drege opnået sin store drøm ved at skrive under på en professionel kontrakt med Jayco-AlUla.

"Det vigtigste for os er at vide, at han var lykkelig. Han var fyldt med glæde og energi," siger Jørgen Drege.

Efter ulykken blev den afsluttende etape af Tour of Austria omdannet til et mindeløb for André Drege, hvor hans holdkammerater fra Team Coop-Repsol kørte med hans startnummer, 171, på cyklen.

Familien har udtrykt stor taknemmelighed for den støtte, de har modtaget fra cykelmiljøet, og håber nu, at sandheden om ulykken kan få ro til at stå alene.

Mest læste