Nils Politt UAE

Fransk Tour-legende langer ud efter UAE-rytters opførsel

Cyklingjul. 23 , 9:15
Tirsdagens 16. etape af Tour de France blev præget af et forsøg fra UAE-holdet på at styre begivenhederne fra start, men indsatsen endte med at vække kritik.
Hjælperytteren Nils Politt forsøgte alene at holde angrebene i skak, men da presset blev for stort, reagerede han med skarpe ord mod konkurrenterne.
Flere ryttere, herunder den spanske mester Iván Romeo og hans holdkammerat Einer Rubio fra Movistar, fik direkte verbale reprimander fra tyskeren midt under etapen.
Politts fremfærd mødte dog stor modstand fra blandt andre den tidligere franske cykelrytter Thomas Voeckler, der i dag dækker løbet som kommentator.
”Det er så arrogant”
Voeckler, der selv kørte Touren 15 gange frem til 2017, lagde ikke fingrene imellem, da han i franske L’Équipe og hos La Flamme Rouge kommenterede episoden med Politt.
- Der er ingen værre attitude. Det er så arrogant, sagde Voeckler.
Han pegede på, at det typisk er hjælperyttere, som forsøger at dominere andre ryttere på vegne af deres kaptajner, og han tog stærkt afstand fra den fremgangsmåde.
- Det er ofte hjælperyttere og ikke kaptajnen, som dukker op og siger ’hey kid, har du ikke forstået, at det er de store drenge, der kører om det i dag?’. Jeg hader ryttere, der under påskud af at være stærkere eller køre på et større hold vil lave reglerne. Det er en afskyelig attitude, sagde han.
UAE måtte opgive kontrollen
UAE stillede til start med ambitioner om at vinde etapen med Tadej Pogacar og ønskede derfor ikke at lade udbrud slippe væk.
Ifølge TV 2 Sports cykelekspert Tyler Hamilton forsøgte holdet at sende et signal til resten af feltet om, at det var dem, der bestemte.
- De prøvede at vise de angrebsivrige ryttere – og hele feltet i virkeligheden – at de tog kontrol over etapen og ville gå efter sejren, sagde Hamilton.
Men UAE valgte kun at bruge Politt i jagten, og det viste sig ikke at være nok.
Efter episoden med Romeo lykkedes det en stor gruppe på over 30 ryttere at rive sig løs, og det var herfra etapens vinder, Valentin Paret-Peintre, senere spurtede sig til sejr.
- Der var bare flere angribende ryttere, end UAE forventede. På et tidspunkt besluttede de, at de ville spare deres ryttere, sagde Hamilton.
Emil Mielke Vinjebo, cykelekspert hos TV 2, påpegede desuden, at Politts vrede ikke var berettiget.
- Rytterne må gøre, hvad de vil. De må angribe lige så længe og lige så meget, de har lyst til, sagde han.
Mest læste