Chris Froome har fået massive hug af Israel - Premier Techs ejer, der slet ikke er tilfreds med, hvordan han har præsteret for hans hold. Når man har vundet Tour de France fire gange, er man i en position, hvor man kan kræve rigtig mange penge for at skrive kontrakt med et cykelhold.
Det er i hvert fald tilfældet for Chris Froome, der tilbage i 2021 skrev under på en kontrakt med holdet Israel - Premier Tech.
Mediet Cycling Weekly skriver, at der er tale m en kontrakt, der hvert år sikrer ham en løn på fem millioner euro. Det svarer til lidt over 37 millioner kroner.
Holdets ejer, Sylvan Adams, mener dog ikke, at han har været de mange penge værd. Og tilsyneladende er det ikke noget, han har i sinde at lægge skjul på, at han mener.
Da han af Cycling Weekly blev spurgt om det var pengene værd at hente Chris Froome, tøvede han ikke. Derimod gik han straks til angreb på den 38-årige brite.
"På ingen måde. Hvordan skal vi kunne sige, at han har været pengene værd? Vi skrev kontrakt med Chris i håbet om, at han skulle være kaptajn for vores Tour-hold, og han er her ikke engang. Så der er ikke megen værdi for pengene," sagde han til Cycling Weekly ifølge TV 2 Sport.
I 2019 var han involveret i et stort styrt, der kunne have sat en stopper for hans karriere. Ifølge Adams er det dog ikke det store styrt, der har ført til, at Froome ikke længere kan præstere. Derfor havde holdet også forventet, at han ville være i stand til at levere resultater i Tour de France.
"Det er ikke en PR-ting. Chris er ikke et symbol. Han er ikke et PR-værktøj. Han skulle være kaptajn i Tour de France. Så nej, jeg kan ikke sige, at han har været pengene værd," slog han fast.