Han har vundet alt i etapeløbene, men på søndag møder han en helt anden udfordring ved EM-linjeløbet i Frankrig.
Når
Jonas Vingegaard stiller op til EM i landevejscykling i Frankrig på søndag, bliver det første gang i syv år, at han trækker den danske landsholdstrøje over hovedet.
Sidste gang var det ved U23-VM i Innsbruck i 2018, hvor han blev nummer 63.
Den dobbelte Tour de France-vinder har ellers bygget sin karriere op på etapeløb.
Ud af hans 42 sejre er kun én fra et endagsløb, Drôme Classic i 2022, som blev kørt dagen efter Vingegaards placering som nummer 33 i endagsløbet Faun-Ardèche Classic.
Resten af hans sejre er enten etaper eller samlede klassementssejre.
Han har tidligere forsøgt sig i monumenter som Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, men det bedste resultat har været en 14.-plads.
Efter Tour-triumfen i 2022 har han stort set droppet endagsløbene.
Faktisk har han kun kørt to endagsløb siden da i form af Il Lombardia i oktober 2022 samt Clásica San Sebastian i august sidste år.
En uvant forberedelse og åbne spørgsmål
Vingegaard er selv usikker på, hvordan han skal gribe søndagens EM-løb an.
- Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvad jeg skal gøre dagen før et endagsløb. Hvad jeg har brug for for at blive god i et endagsløb, siger han til hollandske Wielerflits.
- Jeg kender ryttere, der træner i tre timer dagen før og næsten behandler det, som var det et længere løb. Jeg ved ikke, om det er opskriften, men det er noget, jeg kan prøve.
Forberedelsen er vigtig, fordi EM-ruten i Ardèche er bakket og krævende.
Samtidig bliver det kun Vingegaards anden endagsstart i tre år.
Sidste gang, han prøvede kræfter med denne type løb, var Clasica San Sebastian i 2024, hvor han udgik.
Landstræneren tror på ham
Selv om Vingegaard tvivler, har landstræner
Michael Mørkøv en anden vurdering. Han mener nemlig ikke, at danskeren mangler evner i endagsløb:
- Jeg køber ikke rigtig den teori. Han har flere gange kørt fremragende på første etape af etapeløb, og det minder jo meget om et endagsløb.
Han fremhæver især Criterium du Dauphiné i juni, hvor Vingegaard angreb på en hård åbningsetape og endte som toer i spurten bag Tadej Pogacar:
- Det viser, at han selvfølgelig kan præstere i et endagsløb.
På søndag får Vingegaard selskab af Mads Pedersen og Mattias Skjelmose, der begge har erfaring med at vinde endagsløb.
De to kan blive afgørende for, om den dobbelte Tour-vinder også kan gøre sig gældende i et endagsløb for første gang i flere år.