Der er sket store forandringer hos Jumbo-Visma på det seneste. Især én ting er Steven Kruijswijk ærgerlig over. Primoz Roglic er fortid hos Jumbo-Visma. Han har valgt at forlade det hollandske hold til fordel for BORA - hansgrohe. Angiveligt skulle skiftet især være motiveret af et ønske om at vinde Tour de France.
Formår den slovenske rytter at gøre dette, kan han skrive sig ind i historiebøgerne. Det vil nemlig gøre ham til en af få ryttere, der har vundet både Vuelta a España, Giro d'Italia og Tour de France. Hidtil har han kun vundet de to første.
Jonas Vingegaard-hjælper Steven Kruijswijk er meget ked af det faktum, at Jumbo-Visma har mistet Roglic. Det fortæller han om i et større interview med mediet Cyclingnews.
"Vi mister helt sikkert en masse sejre. Han er næsten en garanti for at vinde etaper og etapeløb," siger Kruijswijk til Cyclingnews.
"Det eneste, der virkelig ændrer sig for os er, at han nu er vores konkurrent i Touren. Og vi er også nødt til at slå ham. Jeg tror, at vi vil forsøge at gøre det samme som sidste år: prøve at vinde med Jonas."
I det samme interview kommer han også ind på postyret ved Vuelta a España i år. Her blev det besluttet, at Sepp Kuss skulle køres over målstregen som samlet vinder. Det vakte harme hos mange, da både Vingegaard og Roglic så ud til at være stærkere.
"Alle mener, at Sepp Kuss fortjente det, men det er svært. Det var et luksusproblem for holdet. De var der med tre fyre, og det kunne man ikke tænke sig til på forhånd. Men i sidste ende er alle glade, og det er det, der tæller," siger han.