standard billede til web 55

Jonas Vingegaard kommer med "En gave til Danmark"

Cyklingmaj 17 , 10:01
Danmark står foran et historisk stærkt hold til efterårets verdensmesterskaber i landevejscykling, efter at Jonas Vingegaard nu har meldt sig interesseret i at stille op.
Det bekræfter landstræner Michael Mørkøv over for DR Sporten.
Selvom udtagelsen ikke er endelig, er meldingen fra Vingegaard et klart signal om, at den danske stjerne, og dobbelte Tour de France-vinder, har ambitioner om at køre i rødt og hvidt til det første VM nogensinde afholdt i Afrika.
Linjeløbet, der køres i Rwanda, byder på en ekstremt kuperet rute, som ifølge flere eksperter passer perfekt til en rytter med Vingegaards klatrekvaliteter.
– Han er jo ikke udtaget endnu, så jeg kan ikke endegyldigt sige, at han kommer til VM. Men jeg kan sagtens bekræfte, at Jonas er interesseret i at køre VM. Og med det niveau, han har vist de seneste år som cykelrytter, vil han uomtvisteligt være en del af landsholdet, siger Mørkøv.
Skjelmose klar til at støtte Vingegaard
Vingegaard har aldrig tidligere kørt VM som senior, men med sin erfaring fra de største etapeløb og stærke evner i bjergene, vil han være en naturlig frontfigur for det danske hold. Og han kommer ikke til at stå alene.
Også Mattias Skjelmose har meldt ud, at VM i Rwanda er en del af hans sæsonplan, og han har direkte tilkendegivet, at han er klar til at køre for Vingegaard, hvis han bliver kaptajn.
– Det glæder mig selvfølgelig meget, at både Jonas og Mattias Skjelmose er meget opsatte på VM i Rwanda til efteråret. For i de to har vi nogle af verdens bedste bjergryttere, siger Michael Mørkøv.
Landstræneren understreger, at det er en central del af hans arbejde at gøre det attraktivt for de bedste ryttere at stille op for landsholdet.
Han ser det derfor som en stor gevinst, at netop profiler som Vingegaard og Skjelmose ønsker at køre VM.
Verdensmesterskabet i landevejscykling 2025 bliver det første, der afholdes i Afrika, og Rwanda har lagt sig i selen for at skabe en rute, der både er udfordrende og spektakulær.
Det kuperede terræn og højden over havet gør løbet til en teknisk og fysisk prøvelse, hvor klatrere forventes at dominere.
Med Vingegaards potentielle deltagelse styrkes Danmarks chancer markant. Det bliver første gang, han forsøger at vinde VM-trøjen, og det kan meget vel blive et nyt højdepunkt i en allerede imponerende karriere.
Mest læste

Mest læste