Jonas Vingegaards tidlige exit ved EM har vakt international opsigt, og flere udenlandske medier beskriver indsatsen som et markant nederlag.
Jonas Vingegaard stillede for første gang op for det danske landshold, da han deltog ved EM i landevejscykling.
Det blev dog en kort fornøjelse.
Allerede med cirka 110 kilometer til mål blev den danske tidligere Tour-vinder sat, og kort efter udgik han fra løbet.
Flere internationale medier har siden givet deres vurdering af præstationen, og fælles for dem er en klar overraskelse over det tidlige sammenbrud.
Især i Belgien og Frankrig er man ikke gået let hen over Vingegaards præstation.
Belgisk medie: "Et maskefald"
Hos det belgiske medie Sporza blev der hurtigt udgivet en video, som viser øjeblikket, hvor Vingegaard bliver sat.
Videoen har titlen "Det var tidligt!", og i artiklen, der følger med, bliver øjeblikket omtalt som "et maskefald", da det bliver tydeligt, at Vingegaard ikke havde benene til at konkurrere i front.
Den store franske sportsavis L'Équipe bemærker ligeledes, at danskeren, på trods af en rolle som en af favoritterne, aldrig virkede til at være i nærheden af sin bedste form.
Det fremhæves, at hans deltagelse var ventet med spænding, netop fordi det var første gang, han stillede op i landsholdsdragten.
Et andet belgisk cykelmedie, Wielerflits, peger også på det tidlige tidstab og skriver, at det var "meget tidligt", at danskeren blev sat.
Mediet understreger, at forventningerne til Vingegaard var store på forhånd.
Skuffelse over manglende succes i endagsløb
Hos det cykelorienterede medie Domestique fremhæves det, at Vingegaards problemer i endagsløb fortsætter.
De skriver, at "Jonas Vingegaards endagskarriere fortsat er 'work in progress' efter en skuffende debut ved europamesterskaberne i landevejscykling".
Det er første gang i hans professionelle karriere, at han har repræsenteret det danske landshold ved en international konkurrence.
Det satte på forhånd et ekstra fokus på hans deltagelse og forventningerne var høje.
De udenlandske medier lægger ikke skjul på, at den danske stjerne blev en skuffelse ved EM.