Michael Rasmussen

Kyllingen revser Giro-cykelhold: "Det er så vanvittigt"

Cyklingjun. 03 , 14:22
To af feltets mest respekterede hold må finde sig i kritik, eftersom en rytter tog sagen i egen hånd.
Giro d’Italia 2025 fik en dramatisk afslutning på Colle delle Finestre, hvor Simon Yates løb med sejren og den lyserøde trøje.
Men det er ikke kun britens triumf der står tilbage, men også de taktiske brølere der banede vejen for hans sejr.
Michael "Kyllingen" Rasmussen lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af UAE Team Emirates og EF Education-EasyPost, som han mener forspildte deres chancer med åbne øjne.
Det hele begyndte med en beslutning, som ifølge Rasmussen aldrig burde være truffet, da de lod Wout van Aert fra Visma-Lease a Bike køre i udbrud uden at sende egne ryttere med. Det skulle nemlig vise sig at blive en afgørende fejl.

"Taktisk selvmord" 

Kyllingen siger til Feltet.dk, at UAE og EF betalte prisen for at lade Visma få en forpost i Van Aert.
Da Yates senere angreb og krydsede toppen af Finestre med over halvandet minut ned til konkurrenterne, kunne han koble sig på Van Aerts baghjul og få hjælp på vej mod Sestriere. Det var her, løbet blev tabt.
– Det er så vanvittigt, at den mand som vinder Giroen, ikke har været den stærkeste rytter på noget tidspunkt i løbet. Han vinder, fordi to ellers stærke hold laver kæmpe fejl på den vigtigste dag.
Strategien hos UAE fremstod forvirret. Ifølge deres egen sportsdirektør Fabio Baldato blev Isaac del Toro på Finestre bedt om udelukkende at holde øje med Richard Carapaz. Først på selve bjerget fik han at vide, at han også skulle se efter Yates.
Så da briten stak af, holdt Del Toro fast i den oprindelige plan og fulgte Carapaz, som heller ikke reagerede.

Kollaps i samarbejdet 

Den manglende samarbejdsvilje mellem Del Toro og Carapaz blev fatal.
Efter at have tabt kontakten med Yates nægtede de at føre mod hinanden, og Yates kunne udbygge sit forspring til næsten fem minutter, før hjælperytterne nåede frem.
Efterfølgende har Carapaz og Del Toro skudt skylden på hinanden.
Ecuadorianeren mente at Del Toro ikke kørte godt, mens mexicaneren hævdede at Carapaz nægtede at føre som hævn.
Uanset forklaringerne var konsekvensen, Giro-sejren smuttede ud af hænderne på del Toro og UAE.
UAE kom med verdens største budget og flere klassementsryttere i top-15, men for dem blev Giroen et studie i uforløst potentiale.
Cykeljournalisten Tristan Rees skrev, at UAE mistede sejren længe før Finestre, da de ikke fomåede at udpege én klar kaptajn eller at bruge deres hjælperyttere effektivt.
Del Toro kørte med hjertet og gode ben. Til gengæld manglede han støtte, hvilket resulterede i en lidt bitter afslutning. Han sagde dog efterfølgende: – Jeg har ingen fortrydelser.
Kyllingen er til gengæld rasende, og han kalder det "torskehamrende dumt", at ingen satte en prop i britens angreb. Det kostede dem hele løbet.
Mest læste