Michael Mørkøv Mads Pedersen

Landstræner har store planer for EM: "Ruten passer ham rigtig godt"

Cyklingsep. 29 , 20:37
En dansk cykelrytter satser stort på enkeltstarten, og træneren ser optimistisk på dansk EM-succes.
Når Mads Pedersen triller frem til start ved EM på onsdag, er det med et mål om mere end blot at være med.
Efter sejren ved det danske mesterskab i enkeltstart har han meldt ud, at han også vil jagte europamesterskabet.
Det bekræfter landstræner Michael Mørkøv, som kalder det et privilegium at have en rytter, der går så helhjertet ind til en enkelt disciplin:
- Han blev danmarksmester, og ret hurtigt efter sagde han, at han også ville være europamester i enkeltstart. Det er en drøm, jeg gerne støtter ham i.
Pedersen stiller til start mod nogle af verdens største specialister i disciplinen, ikke mindst italieneren Filippo Ganna og belgieren Remco Evenepoel.
Trods de prominente navne i feltet understreger landstræneren, at Pedersen har bevist sit niveau på den internationale scene flere gange og er klar til udfordringen.
Ruten åbner muligheder
EM-enkeltstarten køres over 24 kilometer på en flad strækning med en afsluttende stigning på omkring én kilometer.
Det er netop den type profil, der giver Pedersen de bedste betingelser for at udnytte sin styrke, vurderer Mørkøv i den seneste udsendelse af Radio Tour – I udbrud.
Han fortæller i programmet, at ruten “næsten ikke kunne ligge bedre til Mads”, og han glæder sig til at støtte ham i satsningen:
- Jeg tror absolut, Mads har en chance mod specialister som Ganna og Evenepoel. Ellers var vi ikke taget til start.
Pedersen har haft en markant sæson, hvor han har vundet pointtrøjen i både Giroen og Vueltaen og fået fem etapesejre fordelt på de to Grand Tours.
En EM-medalje vil føje endnu en præstation til et i forvejen stærkt 2025.
En fjerdeplads til Skjelmose
Mens Pedersen fokuserer på EM, er landsholdet netop kommet hjem fra VM i Rwanda, hvor han ikke deltog.
Her håbede Mørkøv på at vinde medalje i landevejsløbet, men Danmark måtte nøjes med en fjerdeplads til Mattias Skjelmose efter et hårdt opgør med Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Ben Healy.
- Jeg er tilfreds, men også skuffet. Det var stolpe-ud for os. Mattias sad med Remco og Healy, og jeg fik en følelse af, at han var den stærkeste af de tre, siger Mørkøv.
Han fremhæver desuden Mikkel Honorés indsats som hjælperytter.
Honoré holdt sig med fremme til under 50 kilometer fra mål og sluttede selv som nummer 12.
Nu vender landstræneren som sagt blikket mod EM, hvor han håber, at Mads Pedersen kan udnytte ruten og give Danmark en chance for at kæmpe med om medaljerne.
Mest læste

Mest læste

Loading