Mads Pedersen

Mads P. ærgrer sig: "Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg"

Cyklingaug. 29 , 14:38
Mads Pedersen sætter ord på fraværet af hjælperyttere.
Det har været tæt på flere gange, men endnu har Mads Pedersen ikke fået sin etapesejr i Vuelta a España.
Efter torsdagens etape lagde danskeren ikke skjul på, at han mærker fraværet af sine faste hjælperyttere.
Lidl-Trek-rytteren blev spurgt af TV 2 Sport, om han ærgrer sig over, at Alex Kirsch og Ryan Gibbons ikke er med i årets udgave af løbet.
Svaret var kort, men sigende.
- Ja, men det er ikke alt, der er op til mig. Sådan er det, sagde Mads Pedersen.
Begge ryttere har tidligere på året offentliggjort, at de stopper på holdet.
Kirsch fortsætter karrieren hos Cofidis, mens Gibbons har valgt helt at indstille karrieren som 31-årig. Pedersen forklarede, at beslutningen i høj grad ligger hos holdledelsen.
- Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg. Der er nogle ting, hvor jeg absolut ingen indflydelse har. Det kan være ulempen ved at skifte hold. Der kan man ende i en situation, hvor holdet prioriterer de ryttere, der har valgt at blive, sagde han.
Udfordringer i spurterne
Kirsch og Gibbons har i flere år været faste dele af Pedersens leadout-tog.
I Vueltaens indledende etaper har danskeren til tider set ud til at mangle netop den støtte. På fjerde etape blev han fanget alene i spurten, hvor konkurrenterne havde bedre opbakning i finalen.
I stedet har Søren Kragh Andersen og hollandske Daan Hoole fået til opgave at hjælpe Pedersen i de afgørende kilometer.
Det er en ny konstellation, som kræver tilvænning.
Pedersen pegede på, at også Kragh kunne have haft gavn af erfaringen fra de to fraværende ryttere. Alligevel mener han, at skiftet var uundgåeligt.
Nye kræfter på vej
Selv om fraværet af de to hjælperyttere præger denne Vuelta, ser Mads Pedersen frem til næste sæson.
Her får han tilført en ny dansk holdkammerat, da Mathias Norsgaard skifter fra Movistar til Lidl-Trek.
Det er et skifte, hvor Pedersen ifølge tidligere meldinger har haft en aktiv rolle i rekrutteringen.
Mest læste

Loading