gettyimages 2190594207

Mathias Norsgaard raser: "Sikke en skamplet for dansk cykelhistorie"

Cyklingfeb. 04 , 12:55

DCU’s håndtering af en afgørelse fra DM har skabt vrede i cykelfeltet. Mathias Norsgaard er især utilfreds med én ting og tøver ikke med at sige sin mening.

Mathias Norsgaard lægger ikke fingre imellem, når han kommenterer det kaotiske forløb omkring DM i enkeltstart. Den danske Movistar-rytter langer nu kraftigt ud efter Danmarks Cykle Union (DCU) og kalder hele sagen for en "skamplet for dansk cykelhistorie".

Sagen drejer sig om sidste sommers dramatiske mesterskab i Herning, hvor Johan Price-Pejtersen blev diskvalificeret for at have kørt på en cykelsti.

Efterfølgende blev DM-trøjen tildelt Mattias Skjelmose, men nu – syv måneder senere – er afgørelsen blevet omstødt, og Price-Pejtersen har fået titlen tilbage.

For Norsgaard er det en fuldstændig uholdbar situation.

I podcasten Forhjulslir retter han en skarp kritik mod DCU for at have trukket sagen i langdrag.

"Det er fuldstændig absurd, at der først falder en afgørelse her syv måneder efter sagen," lyder det fra den frustrerede Norsgaard.

DCU får hård kritik for deres håndtering

Den lange ventetid har ikke blot skabt frustration hos de involverede ryttere, men også hos cykelfans og eksperter.

Price-Pejtersen har offentligt udtrykt sin utilfredshed med DCU’s behandling af sagen, og hans kritik har mødt modstand fra forbundet, der har kaldt hans udmeldinger "uklædelige".

Men ifølge Ekstra Bladet mener Norsgaard, at DCU selv har håndteret sagen på en uprofessionel måde og slet ikke lever op til de krav, de stiller til rytterne.

"DCU har været ude at kritisere Johan for at være meget direkte på de sociale medier og for at håndtere konflikten gennem medierne. Samtidig har de selv overskredet deres egne deadlines og trukket sagen i langdrag," siger Norsgaard.

"Bagefter begynder man at give Johan voksenskældud via en pressemeddelelse, og de har hverken informeret Skjelmose eller Johan. De skal læse afgørelsen i medierne – det er helt til grin."

"En skamplet for dansk cykelhistorie"

For Norsgaard handler kritikken ikke om, hvem der har ret til DM-titlen, men om måden, sagen er blevet håndteret på.

"Sikke en skamplet for dansk cykelhistorie, der er blevet skrevet. Jeg holder hverken med den ene eller den anden. Jeg accepterer Skjelmose og Johan lige meget. Det er dejlige mennesker, og der er ingen af dem i min bog, som er nogle slyngler eller har gjort noget forkert," fastslår han.

Den 27-årige dansker er dog ikke i tvivl om, at sagen burde have været afsluttet langt tidligere.

"Jeg synes, at det har været ærgerligt at se, at man har skullet vente i syv måneder for at få en afgørelse i denne sag," slutter han.

Mest læste